Efter den lange vinter
i Grønnedal var det en fornøjelse at komme til en grønlandsk by, hvor vi så også kunne nyde foråret. Da båden kom på værft, kunne vi ikke længere bo om bord, så der blev lejet boliger til
os. Mine tre marinere fik et tøndehus at bo i, og det lå ovre ved gravens rand, mens jeg fik et helt hus stillet til rådighed. Det var tandlægens hus, men en sådan fandtes ikke på det tidspunkt. Jeg havde dog ikke brug
for så meget plads, og flyttede derfor op på første sal, hvor der var et værelse, og fra vinduet var der udsigt ned over byen. Nu skulle jeg så også selv stå for madlavningen, som jeg dog ikke gjorde meget ud af,
men fandt ud af at der i butikken var konserves fra Beauvais og især deres risotto spiste jeg flere gange om ugen, for det smagte rigtig godt. Men tit og ofte blev jeg inviteret ud til spisning. Især blev jeg rigtig gode venner med byens politibetjent,
Due Pedersen, hans kone og to døtre, og sammen med dem havde jeg det rigtig godt, og vi foretog mange ture ud fjeldene og ud til de mange fjorde. Her glemmer jeg aldrig, når vi ude ved en fjord, hvor vi samlede muslinger, tændte bål
og kogte de store muslinger i havvand. De smagte eventyrlig godt. Desuden blev jeg ofte inviteret til middag hos de mange andre danskere, der boede i Frederikshåb. Her så jeg således en hel del til dejlige Lone, der var gift med lægen,
og sammen foretog vi mange ture ud i ”krakamutten”. Nede i KGH-butikken var der en lille yndig grønlænderpige ved navn Hansine, som også var meget venlig over for den enlige sømand.
Mit hus lå ikke langt fra det lokale værtshus, hvor grønlænderne samledes, og det gik ofte voldsomt til. Jeg blev til at begynde med noget urolig, når
jeg hørte høje kvindeskrig derovre fra og kunne se en grønlænder slæbe af sted med en af pigerne, som gjorde voldsom modstand, hun fik nogle tæsk, og de forsvandt op i krakamutten. Det fortalte jeg naturligvis til betjenten,
som sagde, det skulle jeg ikke tage mig af. Han havde selv forsøgt at gribe ind, men havde fundet, at det var formålsløst, og jeg kunne da også selv se, at parrene senere som gode venner komme tilbage til værtshuset.
Det blev til et par dejlige måneder i Frederikshåb med rigtig mange dejlige forårsdage, hvor al fritiden blev brugt ude i naturen
med fotografiapparatet, for et sådant havde vi alle. Det var jo så heldigt, at tiden i Grønland var skattefri, så jeg havde købt et dejligt spejlreflekskamera, og med det kunne jeg tage en masse dejlige dias farvebilleder af
den smukke natur, de mange blomster og billeder fra livet i den lille by, som havde en meget smuk gammel trækirke. Vi fik besøg af både ”Umanak” og gamle ”Julius Thomsen” fra KGH, fiskefartøjerne kom ind med
deres fangster, og når der var skudt sæler, stod konerne nede på havnen, hvor sælerne blev pelset og skåret op, hvorefter byens borgere kunne hente frisk kød. Ofte kom der også nogle af de store udenlandske trawlere
ind for at proviantere og bunkre. Her flokkedes så byens piger, men inden de fik set sig om, havde fiskerne slået ring om dem, hvorefter de blev bragt om bord til fest og hvad dermed fulgte.
På værftet gik arbejdet med GLM 2 ikke for hurtigt, ja, der gik vist et par måneder inden vi kunne se en ende på arbejdet, som også var meget omfattende. Men vi selv
havde også udnyttet tiden til selv at udføre malerarbejdet, og her havde Ole Andersen fået admiralens tilladelse til at male indenbords med farver, der bestemt ikke fandtes i andre af søværnets skibe, det blev nemlig temmelig
spraglet med calypsorød og andre mystiske farver, som Ole den gang holdt meget af, men set udefra lignede det alle de andre fartøjer i søværnet. Maskinløjtnant Sand kom op fra Grønnedal for at godkende de udførte
arbejder, som især havde omfattet maskinrummet, og endelig kunne vi igen komme i vandet. Båden holdt tæt. Der blev sagt farvel til alle vennerne i byen, hvorefter vi igen kunne sætte kursen sydover mod Grønnedal.