Grønnedal

Ved ankomsten til Grønnedal blev vi godt modtaget, og jeg nød selvfølgende godt af, at Spatzek var kendt med forholdene og menneskene på flådestationen. Vi fik et par dejlige kamre i officersbygningen, og følte os straks hjemme i den hyggelige officersmesse, hvorfra der var en flot udsigt over til Kunaitfjeldet. Vi ungkarle boede som sagt i officersbygningen, mens de gifte boede i husene ude på ”halvtold”, hvor vi ofte var på besøg. Det var meningen, at jeg til foråret skulle være fører af GLM2, som lå indefrosset nede i havnen sammen med GLM1 og Y-kutterne, men indtil da skulle jeg gøre tjeneste nede på Grønlands Kommando, og desuden indgå i tørnen som vagthavende officer, hvor vi havde en jeep til vores rådighed.

Kommandoen blev ledet af kontreadmiral Schmidt, som boede oppe i admiralshuset med sin meget elskelige hustru. Som stabschef havde han en oberstløjtnant fra flyvevåbnet, som var en noget kantet person, men med ham havde jeg heldigvis ikke meget at gøre, da jeg sorterede under operationsofficeren, orlogskaptajn Nick. Stegmann (gift med Tove), som vi alle holdt meget af, en god sømand. Admiralen havde som adjudant kaptajnløjtnant Carl Castenskjold, en fin fyr, som var fætter til Kong Frederik, Desuden var der fra intendanturen Lerdam. Der var nok en officer fra flyvevåbnet, nemlig kaptajn Karl Kirkegaard, en tidligere politimand, som i mange år havde været adjudant oppe hos amerikanerne i Sønderstrøm og Thule. Et meget rart og behageligt menneske, og så var der naturligvis Spatzek og jeg samt et par værnepligtige. Vi havde desuden både en meteorolog fra Statens Luftfartsvæsen og en tandlæge, der også boede på officersgangen.  Grønlands Kommandoen var ansvarlig for alle militære forhold på Grønland, at at holde styr på søværnets sejlende enheder samt at lede eventuelle eftersøgninger og redningsaktioner i Grønland. Et dejligt tjenestested, hvor det var godt at være, og hvor der var en rigtig god tone, lige fra admiralen og ned til vore menige, der gjorde tjeneste der. Admiralen, der var en passioneret piberyger fik indført, med tilslutning fra alle, at der ikke måtte ryges cigaretter på kommandoen. Hvis der skulle ryges, skulle det være på piben. Siden den tid har jeg røget pibe.

I den mørke tid, hvor vi ikke så solen, havde vi det vældig hyggelig, og til både jul og nytår vi alle samlet i messen til nogle herlige fester med god mad og drikke samt dans med fruerne. Ofte blev vi ungkarle også inviteret ud på ½12 til hyggelige middage, og Spatzek og jeg blev nærmest adopteret af Stegmann og Tove, det var særdeles hyggeligt. Hver weekend eller når vi havde fri, gik turen ud i naturen med mange ture op i fjeldene, og så var det jo gevaldigt, når vi på hjemvejen kunne kure på ryggen ned ad de mange snefaner. Tyk is dækkede naturligvis hele Arsukfjorden, og derfor var vi afskåret fra omverdenen, men vi havde masser af kontakt over til Ivigtut, som ofte inviterede til middag eller andre sammenkomster. Her manglede der bestemt ikke noget af hverken vådt eller tørt. Det var nogle vældig flotte middage, de kunne diske op med. Af og til kom catalinaen hen over Grønnedal og droppede post fra luften, da den jo ikke kunne lande. Således gik vinteren på bedste vis, men det var en stor dag, da solens stråler igen kunne ramme toppen af Kunaitfjeldet, så nu gik det den rette vej, og inden længe kunne vi se frem til, at solen igen kunne nå ned til Grønnedal, men inden da havde vi mange ture op i fjeldene for at nyde solen og se de mange blomster der nu væltede frem. Vinteren havde været meget kold, men for det meste var det vindstille og høj himmel. Af og til kom der dog kraftige snefald, og derfor var vejene afmærket med olietønder fyldt med klippestykker, hvori der var rejst en gulmalet stage, der kunne rage op gennem snedriverne. På sådanne dage var det en fornøjelse at være vagthavende officer, og i jeepen køre rundt på inspektion. Vi blev ret gode til snekørsel.

Efterhånden var det ved at tynde ud i vort forråd, så vi begyndte at længes efter skib fra Danmark, og der var glæde, da vi fik meddelelse om, at ”Perla Dan” var på vej, men isen dækkede stadig Arsukfjorden, og det gav da også store problemer for det røde polarskib, som søgt at stange sig vej gennem isen, som dog var for svær, så stationens næstkommanderende måtte ud med en flok marinere og sprængladninger. Det så jo gevaldigt ud, når der blev sprængt, men det hjalp nu ikke så meget. Efter et par dages forløb kom skibet dog til kaj. Der kom gang i losningen, og naturligvis blev dette fejret med en fest i messen, hvor Perla Dans kaptajn naturligvis var hædersgæsten.

Herefter gik det hurtigt med at isen brød op og fjorden blev farbar. Jeg havde fået min besætning til GLM 2, og det var Emil, som var grønlænder, min maskinmand var fra Thyregod og så var der Ole Andersen fra Esbjerg. Han var fisker, og han havde gjort sig meget populær ude på ½12, hvor han solgte sine fisk til fruerne, og han blev da heller ikke kaldt for andet end ”fisker”. Båden blev gjort sejlklar, og Stegmann foreslog, at vi skulle foretage nogle prøveture, og det kunne jo passende ske som fisketure i weekender, så fiskestængerne blev fundet frem, og der blev fisket både på fjorden og i de mange lakseelve, men den, der havde størst held med fiskeriet, var dog Emil, som med et par bomuldshandsker på sprang ned i elven, greb fat i den laks, han havde set, hvorefter den blev slynget op på land. Vi var også helt inde i bunden af Arsukfjorden, hvor der var et stort fuglefjeld, men igen var det Emil, der var den bedste skytte. Inde i bunden var der også en isbræ, og den skulle vi naturligvis også op og gå på, hvilket ikke var så let på grund af de mange spalter og dybe kløfter i isen. Af og til blev der også foretaget udflugter med de værnepligtige, som blev sejlet over til den lille bygd Arsuk, hvor de kunne gå rundt og kigge på stedet og de grønlandske piger. Nu var foråret rigtig på vej, og det var så sandelig også myggene, så vi kunne kun færdes i land med vore store myggenet. 

Fredag den 29. april 1960 havde messen i Ivigtut inviteret officersmessen fra Grønnedal til forårsfest, og naturligvis tog alle af sted, mens jeg som vagthavende officer måtte blive tilbage i operationsrummet i Grønnedal. Af udestående i Kommandoen havde vi især ”Hanne S”, der skulle rapportere sin position til Grønnedal hver 6. time, og forinden de tog af sted til festen, havde orlogskaptajn N. Stegmann instrueret mig. Plottet for de foregående meldinger var opført på det store kort i operationsrummet.

Da meldingen fra ”Hanne S” ikke indløb som foreskrevet, og vi vidste, der var storm i området ved Kap Farvel, ringede jeg over til Stegmann i Ivigtut, som gav ordre til, at jeg skulle anmode fregatten ”Thetis”, som var på vej til området fra København, om øjeblikkelig at sætte kurs mod området og begynde en eftersøgning så hurtigt som muligt. Amerikanerne i Keflavik, Island blev ligeledes informeret om situationen, og de meldte tilbage, at de ville indsætte fly ved daggry. Dette skete også næste morgen, hvor 6 af deres store fly med radar foretog flere ”sweeps” med radar og visuel udkig over et meget stort område. Det eneste flyverne observerede var imidlertid kun et stort isfjeld, hvis position ligeledes blev indført i plottet, men efter vores mening var det meget langt fra den rute, ”Hanne S” ville have taget. Vore meteorologer meldte om fuld storm i området, og det samme gjorde ”Thetis”, som lørdag var i området, hvor ”Hanne S” kunne formodes at være. Der blev også udsendt anmodning til eventuelle skibe i området om at deltage i eftersøgningen, men så vidt jeg husker, var der ikke andre skibe i området. Fra København var man ret fikseret på det omtalte isfjeld, og de vendte flere gange tilbage til det, men som sagt, var det langt væk fra skibets rute, og det var også så stort, at de om bord på ”Hanne S” ville have observeret det på deres radar.

”Thetis” meldte ligeledes om fuld storm i området, og vort håb om at finde ”Hanne S” blev mindre time for time, mens eftersøgningen fortsatte under meget vanskelige forhold. Mandag den 2. maj meldte ”Thetis” om fund af vragrester, og eftersøgningen fortsatte derefter i flere dage, indtil skibet blev kaldt tilbage til Grønnedal for bunker, og ved ankomsten til Grønnedal blev vraggodset taget op på kajen, hvorfra det senere blev sendt med et andet skib til København. Hvilket skib husker jeg ikke, kun at en af mine venner var om bord som styrmand.

I Grønnedal fik vi aldrig kendskab til resultatet af det efterfølgende søforhør vedrørende forliset, men det var selvfølgelig genstand for megen diskussion på Grønlands Kommando og i Ivigtut. Så vidt jeg ved, blev der heller ikke rettet henvendelse efterfølgende til Grønlands Kommando eller til Ivigtut, for at finde frem til kendsgerninger vedrørende skibets lastning og afsejling, så indtrykket hos os var nærmest, at søforhøret skulle afsluttes så hurtigt som muligt, og med mindst mulig offentlighed, da det jo ikke var særlig heldigt med endnu et forlis så kort tid efter ”Hans Hedtoft”.  Spatzek mønstrede om bor på Thetis, der skulle nordpå for at foretage søopmålinger.

GLM 2 var imidlertid i ringe stand, og det var derfor besluttet, at den skulle på værft i Frederikshåb, så da storisen gjorde det muligt sejlede vi nordpå, og det var jo spændende for første gang at skulle sejle uden for Arsukfjorden. Almindelige søkort havde vi ikke, men et helt sæt af fotokort, hvor ruter indenskærs var angivet. Inde på land var ruterne markeret med varder og gulmalede olietønder. Vi kom godt op til Frederikshåb, og her starte så et nyt kapitel af mit grønlandske eventyr.