Artilleriskydeskolen lå alleryderst ude på
spidsen af Sjællands Odde også kaldet Gniben, hvor Søværnets værnepligtige blev oplært i brugen af hovedsagelig 20 og 40 mm kanoner, og det var her jeg skulle være sikkerhedsofficer, hvilket bl.a. indebar, at jeg
skulle stå bag kanonen og se efter, om skydefeltet var frit, og jeg havde desuden et reb fastgjort til skyttens fod, så jeg kunne rykke foden væk fra aftrækkeren, hvis der gik panik i fyren. Der var desuden andre mindre opgaver af mere
administrativ karakter, men det må fastslås, at jeg på ingen måde blev overanstrengt, og det føltes i høj grad som at have et almindeligt arbejde – bortset fra uniformen. De værnepligtige på stedet tog
sergenter og fenrikker sig af, men med mellemrum havde jeg tjansen som vagthavende officer i weekender og efter udskejning.
Vores chef hed Per
Jacobsen, han var orlogskaptajn af reserven, da han også kom fra en uddannelse som styrmand. Han var et meget rart menneske, som i sin fritid dyrkede asparges og fangede hummere i sin tejner, og det nød vi ofte godt af i officersmessen. Næstkommanderende
var kaptajnløjtnant af linjen og hed John Arentoft, og han var ligeledes en hyggelig mand, og ham havde jeg det rigtig godt med. Han blev meget senere folketingsmand for Fremskridtspartiet, men det er en helt anden historie. Sammen med mig var der også
kommet et par andre jævnaldrende unge løjtnanter, der var uddannede teknikumingeniører, og der var desuden flere andre officerer, men vi havde det rigtig godt sammen. Vore kamre lå oppe i den lille kaserne, hvor også den øvrige
stambesætning boede. Ude i kasernegården, var der mønstringer morgen og aften, når flaget skulle op eller ned. Hver mandag kom der nye hold, der skulle have et kursus, og som regel drog de igen hjem, når det blev fredag.
Vi unge fandt hurtigt ud af at hygge os, og det foregik ofte ved at vi efter fyraften kørte hen til en eller anden kro i området, hvor vi indtog
et par øl, og efterhånden gik der en sport i at besøge så mange steder som muligt i denne del af Sjælland, og vi fik fremstillet et stort kort, hvorpå vi fik indtegnet de forskellige steder, vi besøgt, og her blev
også ølpriserne indtegnet, og det havde vi megen sjov ud af. Det var jo forår, vi var unge, og vejret var naturligvis altid godt. Dengang var der også rigtig mange steder, hvor der blev serveret stegte ål, og jeg tror nok, vi
besøgte de fleste af dem, ja, på den tid var der stadig masser af ål i de danske farvande. Som regel var det mig. der stod for planlægningen af disse arrangementer, og her deltog også John Arentoft samt flere af de andre kolleger.
Vi fandt også på at danne en lille klub, der hed 11 øres klubben, for det kostede 11 øre at blive medlem, og der var kun en regel, som påbød, at der ikke måtte skåles med venstre hånd. Straffen for at
overtræde denne regel var, at det kostede en omgang til alle de tilstedeværende medlemmer. I denne gode forening var næsten hele messen medlemmer, og det kunne jo godt give nogle problemer, for vi havde tit fornemt besøg i messen,
hvor der blev skålet til silden. Det kunne godt blive lidt dyrt for den gode Arentoft, der jo sad oppe ved højbordet. Jeg selv havde stor glæde af denne lille klub, da jeg er venstrehåndet, og derfor var vant til at fatte glasset med
venstre hånd.
Da jeg nu oppebar en god månedsløn, fandt jeg også råd til at anskaffe mig en lille bil i Esbjerg,
brugt naturligvis. Det var en lille Ford Anglia, som dog ikke var alt for stabil, så inden turen gik tilbage til Gniben en søndag aften, ringede jeg til Falck for at tegne et abonnement, men da kontoret var lukket, lovede de at yde assistance,
hvis uheldet skulle være ude, mens jeg til gengæld lovede at melde mig ind næste dag. Dette var heldigt nok, for jeg nåede ikke længere end til bakkerne ved Kolding, så kunne den ikke mere. Bilen blev af Falck slæbt
til et nærliggende værksted, hvor manden heldigvis var i stand til at hjælpe mig, så turen kunne fortsættes et par timer senere, inden færgerne over Storebælt stoppede for natten, og i god stand kom jeg således
tilbage til Gniben.
Det var kutyme at vi på Gniben hver år holdt en stor Sankt Hans fest, hvor mange lokale blev indbudt, og fra Søværnets
kontor i København (hvorunder vi hørte) var hele personalet indbudt, og det gjaldt naturligvis også de mange kønne kontorpiger. Det blev min opgave at stå for og arranger dette store arrangement, noget af en opgave. Men alt
forløb heldigvis til alles tilfredshed, og næste morgen kørte jeg nogle af pigerne tilbage til København. Senere kom jeg en del sammen med en af pigerne, en køn blondine, som jeg nød sommeren sammen med.
Der var dog også andre ting der trak denne sommer, for John Arentoft havde fået gode forbindelser til folkene på den kendte kro i Rørvig.
Den var ejet af en meget kunstinteresseret mand og hans kone, navnene har jeg desværre glemt. Her hjalp vi til i forskellige funktioner, hvor jeg fik en fin tjans med at være afløser i baren i travle weekender. Efter lukketid kl. 2 om natten
samledes vi alle i køkkenet til en hyggestund med lækkert natmad, ofte sammen med kunstnere der havde optrådt i løbet af aftenen, og her husker jeg især, når vi havde besøg af Volmer Sørensen og Grethe Sønck.
Her lærte jeg også, at der er stor forskel i pigernes interesse for en ung søløjtnant og en bartender. Sidstnævnte opnåede langt mere end interesse hos de mange feriepiger. Der var således rigtig mange gode stunder
på Rørvig Kro.
Vi havde en Y-kutter tilknyttet som overvågningsfartøj under skydningerne eller til at slæbe skydemål,
hvor jeg havde en ekstra opgave som afløserskipper. En gang var jeg med om bord som sikkerhedsofficer, da der skulle dykkes ved vraget af linjeskibet Prins Christian Frederik. ”Den 22. marts 1808 sejlede engelske skibe mod det danske skib, og
den danske kaptajn ville prøve, med sit gode lokalkendskab at undslippe de engelske skibe for at nå tilbage til Kronborg, og han foretog derfor nogle komplicerede manøvrer norden om Sejerø og gennem revet, der dog blev besværliggjort
af den panikslagne lods, der skulle hjælpe ham. Efter en del krydsen frem og tilbage indhentede de engelske skibe Prins Christian Frederik nord for Sjællands Odde omkring ved 18-tiden, og den danske kaptajn lagde skibet tæt ind mod kysten,
så det kunne sættes på grund frem for at falde i englændernes hænder. Ved 19-tiden begyndte de første skud, og snart var det danske skib omringet, og det var i disse indledende træfninger, at den danske første
officer, Peter Willemoes faldt da han blev ramt af en kanonkugle i hovedet. Efter 3 timers kamp satte kaptajn Jessen skibet på grund og strøg flaget. De danske sømænd blev flyttet over i et af de engelske skibe med henblik på
transport til England og fangenskab. De døde fragtedes ind på land. Den 23. marts blev Prins Christian Frederik sat i brand, og da ilden nåede krudtdepotet sprang skibet i luften. De døde sømænd blev alle begravet i en
fællesgrav på Odden kirkegård, hvor der nogle år senere blev rejst et mindesmærke over de faldne.”
Da dykkerne
var færdige med deres arbejde, fik jeg mulighed for at dykke ned til vraget, som var næsten begravet i sandet, og kun nogle få ting stak op gennem sandet. Det var en stor oplevelse at være nede ved dette historiske vrag, og ligeledes
en stor oplevelse at prøve dykning med fiskene, der svømmede rundt om, ja, det var dengang. Det egetræ dykkerne hentede op, var helt sort af ælde, men fejlede ellers ingenting. Nogle af officererne på Gniben var meget dygtig
til at forarbejde træet til forskellige brugsting, som senere blev brugt som gave til prominente gæster.
Vi skød også
efter flyvende mål, og til det formål havde vi selv et dronefly, eller der kom en af de ældre jetjagere, der trak et mål. Ofte benyttede vi dog skydemål, der blev trukket af en gammel Oksfordmaskine fra krigens tid, som var ejet
af et privat firma. Med den fik jeg en morgentur fra Værløse til Beldringe lufthavn med morgenaviser. Jeg var blevet instrueret om, at tage regntøj med, og det viste sig også nødvendigt, for da det regnede undervejs, regnede
det ind på pladsen, hvor jeg sad i copilotens sæde. Det var en stor oplevelse, da det var min første flyvetur. Der var således mange gode oplevelser i det år, hvor jeg gjorde tjeneste på Gniben, men nu nærmede efteråret
sig, og dermed var det også slut på min tjeneste i Søværnet. Der var dog en anden begivenhed, som tidligere havde gjort et dybt indtryk på os alle, nemlig forliset af Hans Hedtoft, som vi fulgte fra time til time.
”Skibet var specielt konstrueret til sejlads i isfyldte farvande med blandt andet forstærket stævn og dobbelt bund, men ikke dobbelt skrog.
Endvidere var det inddelt i syv vandtætte rum, hvorfor det ifølge beregningerne skulle kunne holde sig flydende, selv om det ene rum blev fyldt med vand. Men modsat andre polarskibe var M/S Hans Hedtoft kun svejset på spanterne, og ikke
også nittet. Dette bevirkede at skibet blev mere stift, og derfor havde sværere ved at modstå mødet med f.eks. isbjerge. M/S Hans Hedtoft indledte sin jomfrurejse med afsejling fra København den 7. januar 1959, og det gennemførte
rejsen til Julianehåb i Grønland på rekordtid. I Grønland anløb skibet flere havne, inden returrejsen fra Julianehåb mod København blev påbegyndt den 19. januar. Da M/S Hans Hedtoft var udråbt til at
være synkefrit, blev der ikke taget specielt hensyn til advarsler om isbjerge, hvilket blev skæbnesvangert. Men blandt mange af rederiets egne kaptajner var der stor modstand mod helårssejlads i det arktiske farvand, specielt i farvandet
omkring Kap Farvel. Denne frygt blev dog fra politisk hold (Johannes Kjærbøl) tiet ihjel Den 30. januar 1959 kl. 13:56 blev der modtaget et nødsignal på vejrstationen i Prins Christians Sund fra skibet om, at det var kollideret med
et isbjerg 20 sømil syd for Kap Farvel. Den tyske trawler Johannes Krüss befandt sig ca. 25 sømil øst for M/S Hans Hedtoft og sejlede på trods af meget dårligt vejr mod positionen. Kl. 17:41 meddelte M/S Hans Hedtoft "Vi
synker langsomt...". Det var det sidste, man hørte til M/S Hans Hedtoft. I de følgende dage ledte skibe og fly efter vraggods og eventuelle overlevende. Man fandt dog intet. Samtlige 95 ombordværende (40 besætningsmedlemmer og 55
passagerer) var omkommet.. Ni måneder senere drev en redningskrans i land i Island. Det er det eneste vraggods, der er fundet. Redningskransen kan i dag ses i Frelserens Kirke i Qaqortoq Julianehåb.
I efteråret 1959 kom Spatzek tilbage fra Grønland, da hans far var afgået ved døden, og vi talte meget sammen, hvor Spatzek kunne berette om alle sine oplevelser deroppe,
hvor han havde været skipper på patruljefartøjet GLM2, og han fik mig overtalt til, at vi skulle forlænge vores tjeneste i Søværnet med henblik på et år i Grønnedal. Jeg var dog ikke alt for optimistisk,
da jeg kendte rederiets modvilje mod Søværnet, men da Knud Lauritzen var blevet meget interesseret i polarsejlads efter bygningen af Kista Dan, mente jeg, der måske var en chance. Jeg fik talt med skibsinspektør Axel Nielsen, og der
blev givet grønt lys, så jeg derved kunne opnå erfaring med sejlads i arktiske farvande. Derefter søgte både Spatzek og jeg om forlængelse med Søværnet for at komme til Grønland, og herfra blev der
også givet grønt lys. Vi blev begge udnævnt til søløjtnanter af 1. grad og fik dermed en ekstra stribe på ærmet, hvorefter det blev fastsat, at vi skulle sejle op til Grønland om bord på KGH’s
Umanak med afgang i slutningen af november 1959.