Efter styrmands- og skibsførereksamen stod der skrevet at værnepligten skulle aftjenes, og da vi nybagte styrmænd skulle være løjtnanter
af reserven, var værnepligtstiden 2 år. Den 11. januar 1958 afmønstrede jeg derfor Anita Dan, og allerede den 15. januar skulle vi møde inde på Holmen for at starte rekruttiden. Det var ikke nogen særlig lykkelig dag,
som jo startede med udlevering af vores mundering, vi var vist også en tur forbi militærhospitalet for en hurtig undersøgelse, hvorefter busser blev kørt frem, og turen gik gennem vinterlandskabet til Arresødallejren. Der var
ingen stor juble i bussen, men vi var da en stor flok nybagte styrmænd, som genså hinanden efter tiden på navigationsskolen, og min gode ven Hartvig Spatzek var her også, så nogle lyspunkter var der dog.
Ved ankomsten blev vi linet op i vinterkulden og med udsigt til de gamle tyskerbarakker, som skulle være vort hjem de næste tre måneder. Endelig
kom vi da ind i vores barak, som var fyldt op med køjesenge, 120 styk. Til opvarmning af hele barakken var der tre store kakkelovne, som vi for eftertiden selv skulle fyre i, og der blev virkelig fyret på, så det var meget varmt, at have
sin køje tæt ved kakkelovnen, mens de, der længst borte havde det koldt. I den ene ende af barakken var der et vaske- og toiletrum, uopvarmet, og her kunne vi få børstet tænder og få lidt koldt vand i hovedet.Vaskene
var ca. 50 vandhaner der løb ned i lange kummer, og badet var 5 brusere, men der var kun koldt vand.Vi var også blevet tildelt en korporal, som skulle tage sig mere eller mindre kærligt af os i det daglige. Vi var ikke altid lige enige med
ham, men han klarede det nu meget godt. Næste morgen startede så den daglige undervisning, hvor vi skulle lære at skille og samle vort garandgevær samt utallige andre ting, som hørte med til denne uddannelse. Ind imellem skulle
der også skovles sne, for det var en vinter, hvor der faldt utrolige mængder sne, som så til gengæld umuliggjorde andre ubehagelige ting. Det var ikke særlig morsomt, når vi hver morgen blev purret og skulle gøre
klar til dagens øvelser, men det hjalp dog lidt, at der blev spillet morgenmusik over højtalerne, og det kvikkede da især, når Gitte Henning sang om at tage med ud at fiske.
Vi lærte naturligvis også at marchere og gå i takt, og det var på den måde vi bevægede os, når vi skulle på skydebanen eller ned til søen til
roøvelser, men en enkelt gang skulle vi ud på en længere marchtur på 8 km. Det blev bestemt ikke nogen succes, og det var heller ikke noget befalingsmændene ønskede gentaget. De fandt vist ud af, at marinesoldater ikke
var skabt til den slags. Det var straks mere populært at komme ud med bådene, eller øve de mere sømandsmæssige ting, som vi i forvejen var bekendt med. Fritiden kunne vi tilbringe på det lokale soldaterhjem, som også
arrangerede forskellige arrangementer for basserne. Der var enkelte weekender, hvor der blev givet fri, men der var jo langt til Esbjerg. Jeg havde lært en anden marinesoldat godt at kende, han var barnebarn af Johannes V. Jensen, og han inviterede mig
med til København, hvor vi boede hos hans søster og hendes veninder. Det var en helt ny oplevelse, da de var meget kunstneriske og drak en masse the, så det blev en helt anderledes weekend.
De tre måneder i Arresødallejren fik dog en ende, vinteren slap sit tag, og vi kunne efterhånden mærke foråret komme og dermed også afskeden
fra barakken den 13. marts. Næste kapitel hed sergentskolen inde på Margretheholm, der lå i nærheden af Holmen ude på Amager. Vi, den store flok af navigatører, blev indkvarteret på skolen i seksmandskamre, og her
var der også bedre toiletforhold. Undervisningen var her mere teoretisk, og vi var nu under kommando af en fændrik, så vi var da steget lidt i graderne, men dog ikke så meget, at vi måtte gå i civilt tøj, når
vi havde landlov og var inde og kigge på Københavns natteliv. Vores faste mødested var i Nyhavn 17 (eller var det 19), som også var mødested for sejlende styrmænd, der som regel var villige til at spendere på os,
der var i trøjen.
På Margretheholm var der mere teoretisk undervisning i brugen af forskellige våben samt
deres virkemåde. Vi skulle desuden lære at være rigtige sergenter, som kunne kommandere med en gruppe soldater, noget vi dog aldrig blev verdensmestre i, men opholdet på sergentskolen var dog mere behageligt, og da vi alle kendte hinanden
fra navigationsskolen havde vi det meget fornøjeligt. Vi har nok været på denne skole i ca. 5 måneder, og også dette sluttede med noget eksamen eller prøver, hvorefter vi kunne iføre os vore fine nye uniformer med
tre vinkler i guld på ærmerne, der var dog ikke noget der hed sommerferie, for allerede dagen efter startede vi på den næste uddannelse. Da jeg senere i sommeren 2001 kom forbi Margretheholm var skolen blevet omdannet til asylcenter
og så meget miserabel ud.
Den 4. august blev vi indkvarteret på Søofficersskolen der ligger inde på
Holmen, og nu kunne vi kalde os for kadetter, og en fast del af vores uniform blev en lille dolk i ophæng fra livremmen. Vi var faktisk meget flotte. Nu kom vi også til at bo under meget fine forhold på skolen, og der kom rigtig stil over
det hele. Hver morgen samledes vi således på rad og række i aulaen, hvor der blev sunget morgensang, der blev vist også bedt en bøn og flaget blev derefter hejst efter alle kunstens regler.
Her på denne skole var undervisningen mere omfattende, og der var rigtig mange fag, som vi alle skulle eksamineres i ved den afsluttende eksamen. Nu skulle vi desuden sætte
os ind i, hvorledes de forskellige miner fungerede, og det samme gjaldt for de forskellige våbentyper og torpedoer. Vi skulle naturligvis også sættes ind i, hvorledes Søværnet fungerede og hvorledes man kommunikerede, jo, der
var rigtig mange discipliner, vi skulle igennem, men på denne skole foregik det på en ordentlig måde og i en god tone. Eksamen gik stort set som den skulle, og vi bestod alle, men Søværnet havde også behov for de unge løjtnanter
af reserven. Den 1. november kom så udnævnelsen til søløjtnant af 2. grad af reserven. Nu var det slut med skolegang, jo der var nogle kurser vi skulle gennemgå ude på Holmen, men nu skulle vi selv sørge for logi,
og jeg flyttede ind på Hotel Viking i Bredgade, men nu fik vi jo også en normal hyre. Jeg var udtaget til tjeneste oppe på Artilleriskydeskolen på Gniben, som lå på den yderste spids af Sjællands Odde. Hartvig blev
udtaget til tjeneste ved Grønlands kommando i Grønnedal.
Dette var så mit første år i Søværnet,
og herefter var det næsten det samme som at have et civilt erhverv, og i næste kapitel fortæller jeg om tiden ude på Gniben, men tingene forløb sådan, at det også blev til et tredje år i søværnet,
og derfor kommer der også et kapitel, hvor jeg beretter om min tid ved Grønlands kommando i Grønnedal.