Efter styrmandseksamen var man selvfølgelig ivrig efter at komme ud og prøve sin uddannelse af i det virkelige liv, og derfor var der mange, der i sommerferien søgte hyre som ferieafløser. Dette ville også hjælpe på økonomien, for det var jo lang tid før der var noget der hed SU eller andre former for økonomisk hjælp til studierne. Der var dog billige lånemuligheder hos flere rederier, som jeg dog ikke havde benyttet mig af, da jeg havde foretaget opsparing, mens jeg sejlede som aspirant, og kunne desuden bo gratis hos mine forældre i Esbjerg.
Der kom besked fra rederiet J. Lauritzen, at jeg skulle være afløser som 3. styrmand i s/s Maria Dan, som ville anløbe redmolen i København, hvor der skulle provianteres. Den 22. juni 1957 kom skibet ind til redmolen tidligt om morgenen, hvor vi var flere, der stod og ventede. Der blev travlhed med at få provianten om bord, der blev bunkret, ja, som sædvanlig var der stor travlhed ved den slags anløb. Kaptajn var Gregers Holm-Nielsen, som også havde fået besøg af sin kone og datteren Merete, en køn pige. Overstyrmanden, Dyreholm, var færing, og 2. styrmand, Frits Erik Schmidt kendte jeg fra West Coast Line, hvor han også havde været aspirant.
Klokken godt 8 sejlede vi igen, og så var det jo min vagt (8-12), og jeg blev hurtigt sat ind i tingene, kursen var udsat i søkortet, så det var blot at følge denne linje og derefter gik kaptajnen ned til familien, og jeg havde det for mig selv, bortset fra rorgængeren, for der var ingen selvstyrer om bord. Der var jo nok at se til, for der var både pejlinger der skulle tages, og der skulle holdes øje med andre skibe, som af og til krævede mindre kursændringer. Især oppe ved Helsingør blev det lidt mere spændende, da der her var den tværgående færgetrafik, men alt gik som det skulle, og kursen kunne derefter sættes op over Kattegat, hvor man skulle følge tvangsruterne, hvor der var minestrøget. Ved middagstid kom kaptajnen op, og han undskyldte, at han ikke havde været på broen ved passage af Helsingør, men det havde været en bevæget nat, og han var faldet i søvn. Efter afløsning af 2. styrmand kunne jeg gå ned i officersmessen og få min middagsmad, hvorefter jeg fik mig indrettet på mit kammer. Klokken 20 skulle jeg på vagt igen til midnat, men da var der lys i bøjer og fyr, og der blev læst fyrkarakter og pejlet til den store guldmedalje. Vi skulle over til Cardiff i Wales, så jeg havde et par dage til at vænne mig til min nye status.
Vi havde 14 elever om bord, og det var dem, der gik rortørn, men det var kutyme, at 3. styrmand afløste ved roret en times tid om formiddagen, mens eleven gjorde rent i styrehuset, og det gjorde jeg naturligvis også. På vej gennem den engelske kanal stod jeg således ved roret med kikkerten for øjet for at holde øje med den øvrige skibstrafik, da skipperen kom op, og han fik et voldsomt anfald, da han så den afslappede måde, jeg stod til rors på. Han skubbede mig væk fra roret, tog det selv, stillede sig med let spredte ben og begge hænder på rattet, mens han råbte og skreg om, hvorledes man skulle stå til rors. Til sidst gik jeg ud i brovingen, mens han rasede videre. Eleven fik igen roret, mens skipperen højrød i hovedet forsvandt ned på sit kammer. Efter den dag afløste jeg ikke mere ved roret, og der blev heller ikke skrabt teaktræ på vagten, som styrmænd gjorde i JL. Men så fandt Gregers på en anden juleleg, og fremover skulle jeg lave bestikregning for sejladsen over de sidste 24 timer. Ud fra kurserne, vi havde sejlet, samt tidspunkter og logvisninger, skulle man kunne beregne middagspositionen, men den store ubekendte faktor var naturligvis farten over grunden, og det var derfor totalt tåbeligt at foretage en sådan beregning, som desuden medførte, at min vagt blev forlænget med en halv time, mens min middagsmad blev kold.
Vi havde som sagt 14 elever om bord, som alle havde gået på rederiet søfartsskole i Kogtved, og det var nogle fine drenge, men naturligvis kunne der altid opstå mindre problemer, som vores koleriske kaptajn ikke var velegnet til at klare, og ofte blev der idømt kollektive straffe, som ikke virkede særlig heldig. Efter Cardiff fortsatte vi rejsen sydover mod Biscayabugten til Lisabon, hvor mine forældre tidligere havde boet i et par år, da far var ansat i Switzer, og jeg ville naturligvis gerne have været en tur op og se på byen, men som yngste styrmand, var det mig, der måtte tage vagten om bord. Fra Lisabon fortsatte vi turen ned gennem Gibraltarstrædet og ind på Middelhavet. På et tidspunkt kom vi til Oran i Algeriet østfra. Der er en meget stor klippe, der beskytter havnen og det var derfor en let sag for skipperen at runde denne klippe ved hjælp afstandsringene på radaren, men ikke desto mindre blev jeg hvert 5. minut beordret til at tage krydspejlinger, og når der skulle pejles over kompasset, måtte jeg op på monkey island for at tage dem, hvorefter pejlingerne skulle rettes for deviation og misvisning, inden de kunne sættes ud i kortet. Så snart de var udsat, var det af sted igen. Ikke en eneste gang kiggede Gregers på dem, men da vi var kommet i havn, var søkortet helt sort af blyantsstreger. Det var således ikke den bedste start på min karriere som styrmand, men bortset fra problemerne med skipperen, havde jeg det godt om bord og kom godt ud af det med de andre styrmænd samt de andre besætningsmedlemmer.
Fra Oran gik det igen nordpå, og den 3. august var vi Holtenau, hvor vi var flere, der skulle afmønstre, også kaptajnens kone og datter. Det var dog ikke så nemt med togforbindelserne nordpå, så den første del af togrejsen foregik meget langsomt i kreaturvogne, som jo var langt fra den 1. klasses transport, vi ellers havde krav på, men i Danmark kom vi dog ind i en rigtig togvogn beregnet til passagerer, og jeg kom tilbage til Esbjerg. Senere fik jeg forklaret skibsinspektøren om mine oplevelser med Gregers Holm-Nielsen, og fik også løfte om, at jeg ikke senere ville blive udsat for denne skipper. Alt i alt dog en god oplevelse, som jo også gav lidt penge på bogen.