Den 10. oktober 1955 dukkede så det smukke hvidmalede skib Brazilian Reefer op, hvor jeg blev mønstret som elev/matros og fik anvist et passagerkammer oppe på promenadedækket. Teaktræsdæk naturligvis. Skibet kom fra Ecuador, hvor det havde lastet bananer til Antwerpen. Skibet blev ført af legendariske kaptajn F. Matzen, og den senere skibsinspektør J. J. Jacobsen var overstyrmand med Christen Brock som overtallig overstyrmand på vej hjem fra Marna Dan.
Skibet var bygget i 1953 på Aalborg Værft, og med den fremfaldende stævn og krydserhæk samt den forlængede bak hen over de to forreste luger, var det nok et af de smukkeste skibe i den danske handelsflåde. Skibet var dobbeltskruet og kunne gøre en fart på 18 knob. Kapt. Matzen var stolt af sit smukke skib, og han var dybt skuffet, da alle rederiets skibe senere blev malet røde – også reeferbådene.
I den danske handelsflåde var det kutyme at der blev holdt en pause kl. 10, 10-kaffen kaldet, selv om der godt kunne nydes andet end kaffe. Denne pause stod der ikke noget om i overenskomsten, og flere rederier forsøgte at få den afskaffet – dog uden held. Matzens metode for at forhindre denne ”uskik” var, at han hver dag kl. 10 gik ”stuegang”. I spidsen for overstyrmand, båds og en matros med en bøtte hvid maling, gik de hele skibet igennem fra for til agter, og når Matzen så en rustplet, pegede han på den, og matrosen var der straks med penslen, så den famøse rustplet forsvandt. Matroserne var selvfølgelig på deres pladser, men når ”stuegangen” var overstået, sivede de lige så stille hen til den forsinkede 10-kaffe. Matzen var også kendt for at have været involveret i flere kollisioner, men kendetegnende for dem var, at ingen af de efterfølgende retssager kom til at koste rederiet, og således bliver man flagskipper i rederiet.
Derefter den sædvanlige smukke tur gennem Panamakanalen, hvorefter vi kvitterede lodsen i Colon og rejsen mod Europa begyndte med, at vi sejlede ud i det rolige Caribiske hav, hvor det stod med lidt usigtbart vejr og regnbyger. Da jeg ikke skulle på vagt, fandt jeg køjen, hvor mine søvejsregler fik den sædvanlige tur, og nu kunne jeg dem efterhånden udenad. Hen på morgenstunden vågnede jeg ved at skibet krængede kraftigt over til bagbord, og lidt efter lød Matzens stemme: ”Klar ved bådene”. Jeg var hurtigt ude af køjen, stak i et par rene bukser og en T-shirt, kiggede mig rundt, hvad skulle jeg tage med af alt det, jeg havde samlet sammen. Det blev til en frisk pakke cigaretter og en lighter, hvorefter jeg løb op på båddækket.
Det viste sig, at vi var kollideret med en norsk tankbåd lastet med benzin, hvor vi med stævnen var løbet ind i siden på ham, heldigvis uden at der skete en antændelse. Vi var kommet fri af ham, og styrmændene havde været forude for at besigtige skaderne, hvor der ikke var meget af stævnen tilbage, men det blev konstateret, at det forreste kollisionsskot holdt, og vi tog ikke vand ind, som blev bekræftet af pejlinger. Om bord på nordmanden fandt de også ud af, at de var i stand til at sejle videre, og ingen var kommet til skade.
Rorgængeren kunne senere fortælle os andre, at tankeren tidligere var observeret ude om styrbord, og den forsvandt senere i en regnbyge, men kort efter dukkede den atter op forude om styrbord, og et sammenstød var uundgåelig. Efter kollisionen var en af overstyrmændene henne ved radaren, bankede på og med høj røst forkyndte han, at nu virkede det skidt ikke igen. I mine søvejsregler havde jeg læst, at det skib, der har et andet på sin styrbords side skal gå af vejen for dette. Ved en efterfølgende retssag langt senere var det dog den norske tanker, der fik tilkendt hovedparten af skylden for det skete, så igen havde Matzen bevist sine evner.
Da det blev konstateret, at der ikke var nogen fare for skib og besætning blev vi igen sendt af vejen, og nogen tid efter fortsatte vi vores sejlads for langsom fart, men nu var destinationen ændret til Kingstown på Jamaica, hvor vi skulle have skaderne synet og udbedret. For sømanden lød det jo meget hyggeligt, da der ikke mere var nogen fare, og jeg havde stadig det lille problem med min sejltid.
Vi fik adskillige dage i Kingstown, som selvfølgelig blev benyttet til at se nærmere på byen, hvor jeg ikke tidligere havde været. Her var dog meget forandret fra tidlige, hvor englænderne havde stået for styret og opretholdt god ro og orden. Det var der ikke meget af mere, efter øen var blevet selvstændig, og det nye styre havde ikke formået at opretholde ro og orden, og vi måtte derfor passe ekstra godt på, når vi gik i land, noget vi selvfølgelig ikke havde været vant til, og derfor sørgede vi også for at komme rettidigt om bord og altid følges ad. Vi var nu kommet til rommens hjemland, så vi skulle selvfølgelig op og smage på varerne, men det var en skuffelse for os, der var vant til den smagløse hvide Barcardy iblandet Coca Cola. Det var først langt senere, at jeg lærte at sætte pris på en god Jamaicarom.
I Kingstown fik vi hældt en masse cement ned i stævnen samt sikret kollisionsskottet inden vi fik lov til at fortsætte vores rejse over Atlanten til Antwerpen, hvor vi skulle på værft for at få en ny stævn. Hvorledes det gik med vores bananer, husker jeg ikke, men vi kom dog over dammen i god behold efter en overfart for små omdrejninger, men hyren drejede jo, og kokken bakkede op, så for os var der ingen problemer i det.
På værftet i Antwerpen blev mange afmønstret, men det gjaldt dog ikke mig, der kunne blive om bord til jeg havde min sejltid, men mit hold var allerede startet i forberedelsesklassen på navigationsskolen på Fanø. Om bord blev jeg sat til at være vagtmand om natten, og det var jo et godt job, som gav mig mulighed for at tage ind og se på byen om dagen. Det jeg især husker, og som jeg spiste hver gang oppe i byen, var de gode brød med tatar, som jeg stadig drømmer om. Skibet lå på værft i næsten en måned, men da jeg havde min sejltid, blev jeg afmønstret på dato og kunne tage toget hjem til Esbjerg.
Vi var to elever, der skulle hjem, men forinden blev vi en eftermiddag kaldt op til kaptajn Matzen, hvor hans kone serverede kaffe, inden hun fik besked på, at nu kunne hun godt gå ind i soveværelset, mens Matzen gav os en lille belæring om at være en god sømand og senere styrmand, hvorledes vi på navigationsskolen skulle udvise flid med vores læsning. Det var en ret fantastisk oplevelse for os unge mennesker, og hatten af for Matzen, for hvem intet var for småt at tage sig af, og som i hele sit liv til søs selv havde levet op til sine høje principper og aldrig havde valgt den nemmeste udvej. Den 23. november blev jeg afmønstret efter 1½ måned om bord, og derefter fulgte så to år på Navigationsskolen, men mere om dette i næste kapitel.