Den 25. september 1955 flyttede jeg så med min køjesæk over på Greta Dan, hvor jeg blev påmønstret som elev/matros, men med Greta Dan skulle jeg kun sejle med ned til Panama, desværre manglede jeg stadig noget sejltid for at kunne begynde på navigationsskolen. Den tid den sorg. Som elev på Søfartsskolen i Kogtved, havde jeg været med til stabelafløbningen af Greta Dan, så det var helt morsomt, at jeg også kunne prøve skibet i drift. Skibet var bygget efter rederiets høje standarder for apteringen, som var meget anderledes end de amerikanske, men på dækket var arbejdet meget tungere.
Inden afgangen fra New York havde vi fået en stowaway om bord, og mens vi elever sad og ventede på ”klar for og agter” kom 3. styrmanden forbi og spurgte, om ikke vi havde en lommekniv, hvorefter vi begyndte at rode i lommerne. ”Ja, nu må I skynde jer, for der er en mand der har hængt sig”. Den uheldige stowaway blev skåret ned, hvorefter han blev bragt til et nærliggende hospital, men i første omgang slap han altså for transport sydover, og kort tid efter sejlede vi sydover.
Om bord gik jeg dagmand, så der blev udført rust- og malerarbejde, og på den måde fik skibet ekstra hænder til vedligeholdelse, rederiet sparede penge på vores hjemtransport, og jeg fik mere sejltid. Ellers forløb rejsen uden de store begivenheder, og efter turen gennem Panamakanalen blev jeg afmønstret i Balboa den 6. oktober.
I Balboa blev jeg indkvarteret i den amerikanske Immigration Camp, der lå i Kanal Zonen, men der var fri adgang til at bevæge sig rundt i byen og tage ind til Panama City, hvor der var mange glæder for en rask sømand, men man skulle dog være hjemme i lejren til en bestemt tid om aftenen. Således havde jeg nogle gode dage med at kigge på pigerne inden mit næste skib dukkede op den 10. oktober. Det var Brazilian Reefer, der skulle bringe mig hjem til Europa.