I begyndelsen af 1947 købte rederiet J. Lauritzen tre skibe i USA. De pågældende skibe var bygget i 1944 og var søsterskibe på 7.300 tdw med en fart på 14 knob, specielt indrettet til stykgods. Selv om de var bygget under krigen, var de ikke som de sædvanlig seriebyggede Liberty eller Victory skibe, men typen blev kaldt C1 A. Skibene fik navnene Marna Dan, Gerda Dan og Paula Dan. Skibene var forsynet med svært lastegrej som 2 heavylift bomme og 4 lange bomme ved hver luge. Skibene havde fem luger og 2 mellemdæk som kunne overdækkes med almindelige trælugedæksler mens lugerne på hoveddækket bestod af store jernpontoner, der skulle flyttes med spillene, og dermed slap vi for skærstokkene der Som det var almindeligt i amerikanske skibe boede hele besætningen midtskibs, og her var også de tre passagerkamre og messerne placeret. Besætningen bestod af godt. 40 mand, som spiste i 7 forskellige messer. Hovedparten af matroserne og messemændene var fra Chile, som alle var flinke folk. Fyrbøderne eller rettere smørerne var danske og vi fire aspiranter var overtallige besætningsmedlemmer, men selv om der i disse år var strid om disse aspiranter fra sømændenes forbunds side, mærkede jeg aldrig til nogen diskremering i de skibe, jeg sejlede med, og ofte gik vi da også i land sammen. Vi elever var aflønnet som forbundets medlemmer, og vi fik også udbetalt overtid. Bådsen var dansk, men gift og bosiddende i Valparaiso. Jeg husker også vores donkeymand, et rart menneske, som hed Napoleon.
Fra Argentinean Reefer blev jeg kørt over til Brooklyn til J. Lauritzens pier 4 tæt ved Brooklyn Bridge, hvor jeg blev påmønstret m/s Paula Dan den 6. maj 1954.. Kaptajn var S. Jacobsen, der havde sejlet under hele krigen. Overstyrmand var H. Simonsen, han var færing, men en stille og rolig mand, som det var en fornøjelse at arbejde under. 2. styrmand var Erling Bay Hansen, som var lidt mere ivrig i tjenesten, men ok. Senere fik vi Mogens Kamph som 3. styrmand. Vi var fire elever om bord og havde vore kamre og messe forude om bb på hoveddækket. Skibet bar tydelig spor af det amerikanske, for her var der ingen træpaneler, men døre og skodder var udført i metal, som var malet, og det var den gang man brugte ”plasticmaling”, som vi kaldte det. Det var ikke så hyggeligt, som i de danskbyggede skibe, men vi blev hurtigt glade for tingene, som de var.
Paula Dan var indsat i rederiets West Coast Line sammen med de to andre C-både samt blandt andre Greta Dan, hvis stabelafløbning jeg havde været med til i Ålborg i 1951. Ruten gik hovedsagelig fra New York til Valparaiso i Chile med mange havneanløb undervejs og ofte blev ruten forlænget op til Boston eller Canada samt helt ned til Punta Arenas. Det var forår i New York, og inden vi tørnede til om morgenen kl. 7, sad vi ude på 4-lugen og drak vores morgenkaffe af de amerikanske øreløse kaffekrus, som stadig var om bord. Jeg kan stadig fornemme den stemning der var, når vi alle mand sad her under Brooklyn Bridge, hvor morgentrafikken var i fuld gang.
New York var sådan set vores hjemhavn, og efterhånden blev jeg godt kendt med byen, og efterhånden færdedes vi hjemmevant i byen og det at tage Subway’en var ikke længere et problem. Ofte tog vi dog kun op i den nærliggende Fulton Street, hvor der var masser af butikker og biografer. Værtshusene havde ikke den store tiltrækning her, da der kun var en flok mænd, der sad med ryggen til og kiggede fjernsyn. Anderledes end de engelske pubber, hvor der ofte var fællessang. Denne del af Brooklyn var domineret af italienere, og de havde deres egene radio- og tv-stationer, deres egne aviser på italiensk, og mange kunne ikke et ord engelsk. Havnearbejderne var naturligvis også italienere, og indbyrdes talte de kun italiensk. Havnearbejdernes Union holdt striks kontrol med arbejdet og sikkerheden om bord, og det var såedes fyringsgrund, hvis nogen mødte beruset eller drak spiritus i arbejdstiden. En stærk modsætning til forholdene derhjemme.
Af og til var vi en flok, der kørte op til Germantown, hvor der var store dansehaller med god musik samt mange kønne piger, der gene ville følges hjem. Blev vi sultne, var der masser af steder, hvor vi for en dollar kunne få en stor T-bone steak efter vi havde været i en af de store Broadwaybiografer. Oppe omkring Times Square var der mange små barer, og en dag vi gik ind på en af dem, var det sandelig selveste Gene Krupa, verdens bedste trommeslager, der sad og spillede på forhøjningen bag baren. En oplevelse jeg aldrig har glemt. Noget af det første, jeg anskaffede mig, var en radio. Derhjemme var familiens radio kun beregnet til Pressens Radioavis og om søndagen koncerten fra Wiweks. Af og til kunne vi snige os til at lytte til Radio Luxemburg eller AFN. Her var der masser af radiostationer, som spillede musik døgnet rundt, så det er ikke så underligt, at jeg stadig holder af musikken fra 50’erne.
Min søster Birthe var blevet gift med en styrmand, Peter Søjborg Toft, og hans far, Thines Hansen var rederiets portcaptain i New York, og det nød jeg godt af, da jeg blev inviteret over til dem i Ridgefield på Jersey-siden. Her kunne jeg så opleve et amerikansk villakvarter, de amerikanske piger, som var meget kønne, og for første gang prøvede jeg en bowlingbane. En aften inviterede Thines Hansen på stor middag på det fornemme hotel, The Roosevelt, hvor Guy Lombardo and his Royal Canadians spillede, og der var sandelig også tv-transmission fra restauranten, så her fik jeg brug for mine evner på dansegulvet, hvor jeg svingede Peters lillesøster Alice. Jo, der var mange store oplevelser for en ung sømand. Vi havde ofte besøg fra den danske sømandskirke, som delte blade ud, og her stødte jeg for første gang på ”Time Magazine”, som jeg begyndte at læse for at forbedre mine sprogkundskaber og øge mit ordforråd. Senere tegnede jeg selv et abonnement og holdt bladet til jeg var godt 70 år Af og til var vi også på besøg i sømandskirken, hvor der var forskellige aktiviteter. Med om bord havde jeg de internationale søvejsregler, og hver aften inden lyset blev slukket, læste jeg en regel, da jeg vidste, at de skulle kunnes udenad på Navigationsskolen.
West Coast Line
Efter lastning af stykgods i New York gik turen sydover til Philadelphia og Wilmington hvorfra turen fortsatte gennem Chesapeake kanalen over til Baltimore. I disse havne var jeg ofte vagtmand fra kl. 19 til næste morgen kl. 7. Især om sommeren nød jeg denne tjans, hvor jeg riggede min radio til ude på 4-lugen, så jeg så kunne høre den gode musik natten igennem. Enkelte gange var jeg inde og kigge på byerne, men det skulle forgå på gåben, for fortove fandtes jo ikke. Bilisterne kiggede måbende på en sådan person, men de standsede nu aldrig for at give et lift. I Philadelphia var jeg dog inde og se the Liberty Belle med revnen i. Efter Fra Baltimore fortsatte rejsen ud gennem Chesapeake Bay, rundt Cape Hatteras, hvor der om vinteren kunne være ret dårligt vejr, som vi jo ikke var vant til i den fart. Næste anløb kunne så være Charleston i South Carolina, og nu var vi så i Sydstaterne. Her ved floden var det spændende at se de mange krigsskibe og især hangarskibe og ubåde der lå ved den store Navy Yard. Oppe i New York var vi også sejlet forbi det atomdrevne fragtskib ”Savannah”, som dog aldrig fik nogen betydning. Der kunne også lastes i både Savannah, Georgia og Jacksonville i Florida.
Fra USA gik turen derefter gennem Floridastrædet, rundt Cuba og ind i Det Caribiske Hav med kurs mod Panamakanalen. Inden for de to molehoveder ved Cristobal var der et meget stort red-område, hvor skibene ankrede op i venten på at kunne komme igennem kanalen. Her kom så myndigheder og mægler om bord, men vigtigst for os, mægleren havde også posten med. Som oftest kom vi dog til kaj for at losse og laste, og så var der jo ikke langt op til byen, ja, vi skulle bare hen i retningen af neonskiltet med Jonny Walker. Så var der igen noget ved at gå i land, for her var masser af barer, musik og piger, så det kunne godt blive lidt sent, inden man i den lune nat gik om bord til cikadernes sang. Det at sejle gennem Panamakanalen var også spændende. Inden vi kom ind til sluserne, kom der et gæng om bord, som skulle tage sig fortøjningerne til de elektriske lokomotiver, der trak os igennem sluserne, der skulle løfte os op til højden i søen og den videre kanalsejlads. Kanalen var dengang ejet af USA, som jo også havde færdigbygget den, og derfor var den såkaldte Kanalzone under amerikansk ledelse med tilstedeværelse af det amerikanske militær. Lodserne var hovedsagelig amerikanske, men der fandtes også danske lodser i kanalen.
Panamakanalen er 77,1 km lang. Den har to afdelinger med sluser på Stillehavssiden, Miraflores- og Pedro Miguel-sluserne, og en, Gatun-sluserne, på Atlanterhavssiden. Hvert slusekammer er 305 meter langt, 33,5 meter bredt og 26 meter dybt. Skibe, som skal gennem kanalen, kan ikke være mere end 294,13 meter lange og 32,31 meter brede, og største dybgang er 12,04 meter (tropisk ferskvand). Skibe som ligger i denne størrelseskategori kaldes for panamax.
Kanalen har to løb sådan, at der kan gå skibe i begge retninger samtidig. Højdeforskellen fra havet til Gatunsøen er 26 meter. Der blev fjernet 14 gange mere masse, da Panamakanalen blev bygget, end ved byggeriet af Suez-kanalen.
På den atlantiske side har sluserne massive stålporte, som er 21 meter høje og vejer 745 ton hver; men de er alligevel så godt afbalancerede, at det kun kræver en 40 hk (30 kW) motor for at åbne og lukke dem. På Stillehavssiden, som kaldes Miraflores, er vandstanden 24 cm højere og har meget større tidevandsforskelle.
Det var altid en stor oplevelse at sejle igennem denne kanal, hvor vi på tæt hold kunne følge, hvad der foregik inde på land samt betragte dyrelivet, hvor det mest spektakulære nok var, når vi fik øje på en alligator eller kunne se abernes leg i træerne.
Fra Balboa i den anden ende sejlede vi så ud i Panamabugten og satte kurs ned mod Buenaventura i Columbia, en travl havneby, som jeg dog mest husker for de mange rotter inde på kajen, så her var vi ekstra omhyggelige med vore rotteskærme, og landgangen blev holdt i god højde fra kajen, for det skete af og til, at der forekom rottevandringer. Napoleon kunne fortælle en gyselig historie om rotter der invaderede Paula Dan, så de måtte kappe trosserne og drive ud i havnen, hvor de fortsatte kampen mod de hundreder af rotter, der var kommet om bord. Efterfølgende måtte skibet naturligvis gasses. For sømanden var der dog andet, der tiltrak sig opmærksomheden, så efter fyraften gik turen med taxa op til ”Bjerget”, hvor mange dejlige piger var genstand for sømandens opmærksomhed.
Fra Buenaventura gik turen videre ned til den store havneby Guayaquil i Ecuador, ja havneby er nok så meget sagt, for vi ankrede op ude på floden sammen med de andre store skibe, som f. eks skibe fra den store Grace Line. Her kom så store tunge træpramme langs siden for lastning eller for det meste losning. Enkelte gange var jeg en tur i land for at se lidt på byen, men elles var det ikke en plads, hvor vi gik i land for at kigge på de lokale skønheder. Forude ventede der betydelig større oplevelser.
Ved anløb af Guayaquil fik vi lods og toldere om bord ude ved flodmundingen, men af en eller anden grund opholdt de sig bagbord side. Den første gang jeg var der, havde jeg forvildet mig ned til kabyssen, hvor der var en stor sideport, som var blevet åbnet, og gangen var stablet op med kasser indeholdende cigaretter og spiritus. En slæbebåde lå langs siden, og man havde meget travlt med at lange de mange kasser ned til dem. Jeg blev naturligvis gennet væk, men det var en trafik alle kendte til, og naturligvis fik både lods og toldere deres part. Besætningen om bord på skibene var heller ikke utilfredse med denne ekstra forretning, som Hovmesteren eller Høkeren drev, for det indebar, at han ikke skulle tjene på kosten, og derfor levede vi særdeles godt om bord i skibene på West Coast Line. Senere kunne de samme Høkere gå i land, og for den optjente kapital købe deres engen forretning, der kunne være en restaurant eller et hotel i provinsen i. Når vi ankom til en havn eller red, kom myndighederne straks om bord, og da havde telegrafisten gjort pakker klar til dem, for det var nøje fastlagt, hvor meget hver enkelt embedsmand skulle have med hjem i tasken. Alt afhængig af rang.
Den første plads i Peru var Paita, som lå ved en lille bugt, der beskyttede mod de sydlige vinde, hvor vi ankrede op på reden, men vi nøjedes med at kigge ind på den lille by, der lå neden for nogle stejle skrænter, hvor der var nogle enkelte palmer ved den lille bys promenade, men det hele havde et noget ørkenagtigt præg (Atacamaørkenen), som vi ville kom til at se mere af længere sydover, for hele kysten langs regnede det så godt som aldrig. Længere sydpå kom vi til Chimbote, som var en vigtig by for det store fiskeri, der fandtes lige uden for døren i den kolde peruvianske strøm, Humboltstrømmen, hvor man især fangede bonitoer, der lignede tun, smagte som tun uden at være en tun. Også denne by lå ved en stor, nordvendt beskyttende bugt. Næste plads kunne være Huacho, som dog lignede de andre pladser. En gang lå vi dog til ankers ved Huacho en weekend, som vi benyttede til at sejle ind og kigge på den lille by samt gå tur op på klipperne ved havet, men nu begyndte forventninger så at stige, for vi nærmede os Callao, havnebyen for Lima.
Ikke meget kan beskrive den følelse og den stemning, der herskede om bord, når vi en tidlig sommermorgen, sejlede ind i bugten ved Callao, lodsen der kom ud, og ganske langsomt sejlede Paula Dan ind mellem molehovederne, hvorefter vi fortøjede ved den sædvanlige kaj, hvor skibets agenter, brødrene Muso stod klar til at gå om bord så snart gangwayen var sat. Som regel lå der andre JL-skibe ved kajen. I forvejen havde vi selvfølgelig aftalt med styrmanden, hvem der skulle have fridag og hvornår. Der var gæng fra land, der tog sig af afdækningen af lugerne, og de stillede også bommene, så vi skulle hovedsagelig bruges som vagtmænd i lugerne for at forhindre tyverier fra lasten. De heldige kunne så skynde sig ned og tage landgangstøjet på, men de mindre heldige måtte vente til fyraften kl. 17, men så havde de måske fridag den næsten dag. Landgangstøjet var sædvanligvis et par ny Lee eller Wrangler bukser samt en hvid skjorte med opsmøgede ærmer.
Der var ikke langt op til de sædvanlige steder som Yacht Club og American Bar, der var ejet af amerikaneren Mr. Lee. Hver besætning havde som regel sit foretrukne sted, som nok også kunne hænge sammen med, at vi ofte havde vores faste piger, som jo var tilknyttet de enkelte barer, min lille faste veninde var til at begynde med Anita, men senere byttede jeg hende ud med den lille kønne Rosita. Vores foretrukne drik var Cuba Libre, den lyse Barcardy Rom tilsat Coca Cola. Pigerne havde deres helt specielle drinks, som nok ikke indeholdt ret meget spiritus, men de fik til gengæld en chip for hver drink, de kunne få os til at købe. Disse piger var som regel unge piger, der var kommet galt af sted, og det duede jo ikke i et katolsk land, og så havde de kun en mulighed for at klare sig. Generelt kan det siges, at disse piger var særdeles søde, og der var intet vulgært i deres opførsel og tale. I Callao var der dog også en dansk pige kaldt Dronningens Tværgade, som på en eller anden måde var havnet i Peru. Overnatning med pigerne foregik i de nærliggende hoteller. Efter en sådan aften og nat og der ikke var en fridag, var det helt dejligt at sidde og blunde lidt som vagtmand i lasten, men når klokken var fem, og vi havde fået et bad, så var man klar til nok en aften og nat.
Ude på den anden side Lima lå der en tidligere hacienda Granja Azul, der var ombygget til restaurant, og var et af de fornemme steder i byen. Det var et særdeles smukt sted med swimmingpool og i restauranten var der nogle meget store roterende spyd, der kørte hen over den åbne ild, og bestilte man kyllinger, var det alle de kyllinger man kunne spise, og de smagte eventyrlig godt. Kunne man slå rekorden på 7 kyllinger, var det hele gratis. Vi gjorde vores bedste. Sammen med pigerne kørte vi derud i taxa, og da vi ikke var smålige, betalte vi selvfølgelig også for maden til chaufføreren, som han indtog ude i kabyssen. Vi startede selvfølgelig med en stor drink i en kokosnød og til maden fik vi de bedste vine, og så var det ellers med at gå gang med de store fade, der blev sat på bordet, men det meste jeg havde kunnet klare var 3½ kylling, ja, det var den gang. Efter dette måltid kørte vi tilbage til havnefronten for at forsætte festen. Andre gange tog vi ind på de fornemme steder i Lima, hvor der var en tjener bag hver stol samt en tjener, som kun tog sig af vinene. På disse steder, var menukortene på engelsk, så der var der ingen problemer, men engang var vi i Lima inde på en stor kinesisk restaurant, og der var vi lidt lost, men der stod da noget med pollo, og det vidste vi, hvad var. Ind kom der et stort fad med helstegte, nyfødte kyllinger med hoved og det hele, som vi kiggede lidt uforstående på, men en tjener kom straks og viste os, at vi skulle tage hovederne, flække dem og derefter med knivspidsen udtog hjernemassen, og det var så specialiteten. Mætte blev vi nok ikke af de magre kyllinger, og næste gang vi skulle have pollo, tog vi igen ud til Granja Azul, som stadig eksisterer den dag i dag og har sine mange venner på Facebook.
Sømandspræsten var også god til at arrangere busture op i Andesbjergene, ud til indianernes landsbyer, samt andre kendte turiststeder, som den mærkelige by der lå op ad en meget stejl skråning. Vi var naturligvis også henne og bese præsidentens palads, men en af de store oplevelser var, da præsten tog os med ud til en meget velbevaret inkalandsby, hvor murene stod som for mange hundrede år siden, og det skyldes naturligvis, at det aldrig regner.
Det var naturligvis ikke underligt, at Callao, hvor vi som regel lå i omkring fem dage, var det sted vi så frem til at besøge, og det var også her vi brugte de fleste af vore penge, og det beløb var sjælden under 100 dollars. Vore lommepenge blev dog forøget lidt ved småsmuglerier. En overgang var pigetrusser med ugedagenes navne meget efterspurgte, så inden vi gik i land iførte vi os disse trusser, som så blev solgt på baren eller vi forærede dem til vore piger. Cigaretter kunne dog også indbringe lidt penge for at strække hyren, men ellers måtte vi jo op til Gnisten for at se, om der var mere på bogen. Den 20. november 1954 blev jeg ommønstret til matros i Callao, hvorefter der kom mere gang i opsparingen.
Alt godt får jo en ende og således også opholdet i Callao, men da var vi også noget matte, og det samme var hyrekontoen. Efter vi igen var kommet til søs, og turen gik videre sydover, måtte vi i gang med at feje og rydde op i lastrummene, og det ene slæng efter det andet med opfejning og dunnage røg ud over siden, og dette arbejde foregik langs hele kysten, uden at nogen skænkede det en tanke, for ord som forurening eller miljø var endnu ikke opfundet. Der kunne være nok et par pladser i Peru som Pisco og Mollendo, hvor vi gik ind på reden og kun lå nogle få timer. Den første plads i Chile var Arica med den imponerende Arica Rock, der strakte sig som et forbjerg ud i havet og dannede den beskyttede bugt, men heller ikke her var der den gang en havn, så vi måtte nøjes med at betragte byen gennem kikkerten. Bag byen var der blot den store, langstrakte Atacamaørken, som strakte sig langs hele kysten. Næste stop ville være Iquique, som i dag har en ret stor havn. Lidt længere sydpå i Tocopilla lastede vi ofte salpeter for nordgående. Men efterhånden var vi udhvilede og klar til Antofagasta, der lå ved en stor bugt, hvor vi kunne agterfortøje ved den meget lange kaj, der var beskyttet af en stor breakwater. Her var der så mulighed for at strække benene oppe i byen, og om aftenen gik turen op til de for søens folk så hyggelige steder, hvor der var mulighed for at overnatte hos de venlige piger. Ude i de omkringliggende områder var der kobberminer, som var vigtige for byens økonomi, og her lastede vi så også en del kobber. Det var også kobber, vi lastede i den næste havn, Coquimbo, hvor vi sammen med mange andre skibe ankrede i den godt beskyttede bugt. Byen var ret stor, og vi kunne godt ligge der et par dage, så der var ”shorebåd” ind til land, som man godt kunne benytte sig af, men der var også både, der kom ud til os med venligsindede indfødte. Men nu var vi jo også tæt på den næste gode havn, nemlig Valparaiso, hvor vi kunne gå ind til en pier (mole), men ofte måtte vi ankre op i bugten til der var plads ved kajen.
Valparaiso lå meget smuk ved bugten, og byen bredte sig op over skråningerne, og lidt længere ude lå det fornemme kvarter i Vina del Mar, hvor der var kasino, som dog ikke tiltrak søens folk, som havde helt andre ting i hovedet. Der kom skibe fra mange nationer, som alle havde deres foretrukne steder, og for at generalisere lidt, så kom vi aldrig, hvor tyskerne holdt til, for de bestilte ikke andet end at synge. Hos nordmændene og svenskerne kom vi heller ikke, for de drak sig ofte fra sans og samling, mens finnerne ville slås. Nej, vi holdt os til vore egne steder, for de danske søfolk var mere interesseret i det med piger, og her i Valparaiso var der også mange, der havde deres faste pige, men det var dog ikke så nemt at få en fridag, for her boede vores chilenske besætning, og nu var det deres tur til at få nogle dage med deres familie. Byen var jo landets næststørst og havneby for hovedstade Santiago, som lå lidt længere inde i landet ved foden af Andesbjergene. En morgenstund, da jeg overnattede i land, vågnede jeg ved at bygningen rystede, og pigen styrtede ned på gaden sammen med mange andre, som talte ophidsede. Det var dog kun en mindre jordrystelse, så jeg krøb at til køjs, og lidt efter kom pigen da også tilbage, og det endte som det skulle.
Efter Valparaiso kunne turen gå længere sydpå til San Antonio og Consistucion, mens en tur ned til Punta Arenas i Ildlandet hørte til sjældenheder, som jeg desværre ikke oplevede, men ellers gik turen så igen nordover, hvor det gjaldt last op til Staterne, og således fik vi igen nogle få dage i Callao, hvorefter det igen gjaldt om at få sparet nogle penge op på bogen, og det blev også muligt at sende penge hjem, thi forude ventede jo to år på navigationsskolen, som var for egen regning, da der ikke var noget der hed SU eller anden form for studiehjælp.
Episoder fra Paula Dan
Den menige besætning var som omtalt en blanding af danskere og chilenere, som for øvrigt fik samme hyre som danskerne. Men en gang fik vi ny dansk smører oppe i New York, han kunne godt minde lidt om Klokkeren fra Nortre Dame, og han var en ond satan, som altid søgte slagsmål, med sine skibsfæller. Derfor flygtede vi alle fra det sted, hvor han befandt sig, og vi holdt os underrettet om, hvor han var på vej hen. En gang i Callao havde jeg fået betydelig flere Cuba Libre end godt var, men jeg vågnede da op i min køje næste morgen, da skibet var kommet til søs, men hvorledes jeg var kommet om bord, anede jeg ikke. De andre kunne dog fortælle, at jeg nærmest var blevet slæbt om bord af ”klokkeren”, og når jeg var ved at dejse omkuld, greb han fat i mig, og holdt mig oprejst. De fortalte også, at jeg var kommet ind på en bar, hvor han sad, og jeg havde sat mig ved hans bord, men for at gøre historien kort, slog han efter denne tur sin kærlighed på mig, og det var derefter også slut med slagsmålene, da han ikke mere blev isoleret. Ja, således kunne der være typer, som ikke var velkomne om bord, men vi slap dog for en vis matros ved navn Per, som var berygtet i hele den danske handelsflåde for sin voldelige adfærd og helt uden for pædagogisk rækkevidde, men han sejlede heldigvis helst med Mærsk skibene på Østen.
Det skete, at vi fik blinde passagerer om bord i Sydamerika, der forsøgte at komme ind i det forjættede land, USA, men når de så blev fanget, skulle de sendes tilbage til deres hjemlande, så derfor fik ofte en sådan stowaway om bord, når vi forlod New York, og vi skulle derefter tage ham med tilbage sydpå, hvor han blev overgivet til myndighederne. Det må have været inden ordet ”asyl” var opfundet. Engang inden afsejlingen fra New York kom FBI ned med en sådan fyr, og han blev sat ind i et tomt kammer oppe på agterkant af midskibsbygningen. Jeg blev sat til at holde vagt ved ham, til vi var ude til søs.
Vi havde imidlertid også en anden passager, nemlig en meget rig engelsk dame, der tilhørte en af de meget rige familier i Chile, som foretrak denne måde at rejse på frem for blot at tage en flyver. Hun kom hen til mig, da vi sejlede ud forbi Frihedsgudinden, agterude lå New Yorks skyline med de mange lys, og over dette smukke billede stod fuldmånen, jo, det var et betagende syn. Hun begyndte nu at fortælle, at det betød held, hvis man bøjede sig syv gange mod månen, hvilket hun gjorde, hvorefter jeg fik besked på at gøre det samme, og jeg måtte jo gøre som hun sagde. Derefter skulle man dreje sin pung 11 gange, som hun ligeledes gjorde, og så var det min tur, men en pung gik jeg jo ikke rundt med i mit arbejdstøj om bord, men så fik jeg hendes, som på behørig vis blev drejet. Derefter fortsatte vi med at beundre det smukke syn til vi havde droppet lodsen ved Ambrose, og jeg kunne gå ned. Vi fire knægte kunne nok en gang imellem blive lidt vilde, således også denne aften, men denne lidt vilde leg resulterede i, at jeg fik min finger i klemme ved en af disse jerndøre, hvor min tommelfinger uheldigvis befandt sig helt inde ved hængslerne, da den smækkede i. Tommelfingeren var ikke tykkere end et stykke pap, og neglen stod vinkelret ud fra fingeren samtidig med, at blodet sprøjtede ud. Vi fik fat i overstyrmanden, som på det tidspunkt var Anker Pedersen. Han lagde neglen ned, fik lagt en forbinding og blødningen blev stoppet, men jeg havde det naturligvis ikke ret godt, og havde stærke smerter. Det bevirkede også at jeg måtte holde køjen et par dage. Dette hørte damen om, og hun ville absolut ned og se til mig, da hun mente, det var hendes skyld, fordi der var begået en fejl, ved at jeg havde benyttet hendes portomonæ til drejningen, men det fik styrmanden dog forhindret, men da jeg var kommet på højkant igen kom hun ofte hen og snakkede med mig. Neglen ser stadig ud som i 1954, så vi skulle nok have hevet den af.
Damen vi havde med, var ikke helt almindelig, og hun fik virkelig noget ud af sit ophold om bord. Når vi spulede dæk kom hun farende, greb slangen fra matroserne, og så begyndte en vandkrig, og når vores kaptajn så hende, flygtede han skyndsomt, men en søndag middag, fik hun alligevel has på ham oppe i salonen. Om søndagen fik vi altid is til dessert, og meget troskyldigt spurgte hun ham, om han vidste, at hvis man holdt sin hånd hen over isen blev der dannet kondensvand på håndfladen. Det vidste han naturligvis ikke, så han måtte holde sin hånd hen over tallerkenen, hvorefter hun hamrede hans hånd ned i isen, som sprøjtede til alle sider. Så flygtede han igen. Hun havde en skøn tid om bord og snakkede med alle uanset stand.
Da vi kom til Guayaquil, skulle hun i land og besøge nogle venner, men nogle timer senere kom hun tilbage siddende ved rattet i et lille sportsfly, og med det halve af kroppen ud ad vinduet vinkede hun med den ene hånd, mens hun styrede med den anden, mens hun i højde med broen flere gange fløj tæt forbi skibet, og igen måtte kaptajnen tage flugten. Jo, der var sandelig liv i damen, og det var for os andre morsomt at have hende om bord, Da vi kom til Valparaiso, hvor hun skulle i land, fik vi alle 20 dollars, så vi kunne komme ud til Vina del Mar og besøge spillekasinoet, men så langt var der vist ingen af os der kom, da der var andre glæder tættere på.
Vi havde ofte passagerer med, og en gang fik vi skibsreder Ivar Lauritzens søn Ditlev og hans søde kone Sylvia med fra Valparaiso til New York. Han var nu ikke altid særlig sød ved hende. Jeg havde fået til opgave at male i salonen, og en dag, hvor jeg lå inde under en af bænkene og malede kom, kom de ind, og han skældte hende ud med det engelske sprogs værste gloser. Jeg forholdt mig naturligvis tavs, men det var ikke nogen rar oplevelse.
Da vi kom op til New York, gik jeg forude og var i færd med at smøre ankerspillet, men pludselig blev der helt tyst om bord, og de begyndte at råbe oppe fra broen. Vi havde fået en black out, og alt maskineri var stoppet, og strøm var der heller ikke, så skibet kunne ikke styres. Det gik op for mig, at de råbte ”lad gå bb anker”, så jeg løsnede bremsen, ankeret faldt, og så rovsede kæden ellers ud, for vi havde meget fart på, og kursen var ret mod Frihedsgudinden. Kæden røg ud med bundsjæklen, da bremsen brændte af. Så blev der råbt, at jeg skulle lade gå stb anker, en styrmand kom løbende, men samtidig med havde nogle slæbebåde der lå i nærheden opdaget situationen, og de kom hurtigt på siden af os, fik nogle kroge sat fast og det lykkedes dem at få drejet skibet og bragt det stil standsning, og det andet anker holdt. Senere kom der igen gang i maskineriet, vi kunne fortsætte ind til pier 4, og gudinden stod stadig, hvor hun skulle. Senere fik vi også vores mistede anker tilbage på plads
Med Anker Pedersen om bord var jeg blevet udnævnt til tømmermand, så jeg skulle ikke mere gå søvagt, og det var min opgave at sørge for smøring af spil og blokke samt at pejle alle tankene to gange i døgnet. Jeg blev også udnævnt til quatermaster, som indebar, at jeg skulle tage roret ud og ind af havn samt ved vanskelige passager. Det var jo en fjer i hatten.
Den gang så man ikke meget til skibets kaptajn, kun af og til fik vi et glimt af ham, men da nok til at han kunne få øgenavnet ”Søren Tud”, som måske hang sammen med, at han var kvartalsdranker, men det mærkede vi andre kun, når han havde en af sine ”ture”, for så skulle alle bommene lægges ned, og det gav jo ekstra arbejde, for normalt blev de ikke lagt ned, men stod med krydsede lossewirer og preventere. I den fart havde vi næsten altid godt vejr. Det med alkoholisme var der dog mange af datidens skippere, der led af. De havde jo sejlet under krigen, og i havnene havde de mange repræsentative forpligtelser for rederiet. Rederierne kunne ikke være uvidende om disse forhold, men måske følte de selv et vist ansvar, og så længe det gik godt om bord, så skred man heller ikke ind.
En gang lå vi til ankers ved Huasco en weekend, hvor der ikke blev losset, men i kikkerten kunne vi jo se ind til den meget lille by, og nord for den var den en stor hacienda, vi kunne også se grønne områder, der lignede lidt skov. Vi elever samt et par af matroserne fik så den ide, at vi næste morgen ville sejle ind til land og spadsere ud til haciendaen, hvor vi ville forsøge at leje nogle heste. Ingen af os havde nogen sinde siddet på ryggen af en hest, men vi mente da ikke, det kunne være så vanskeligt. Vi havde jo på film set, hvor let det var.
Næste morgen, en søndag kom vi i land, og med vores vindunke i hånden begav vi os nordpå. Vejen var ikke til at tage fejl af, for der var kun den ene, og på hver side, var der godt en meter høje stengærder. Der var dog længere ud til haciendaen, end vi havde regnet med, og solen brændte fra en skyfri himmel, men frem kom vi dog. Folkene kiggede godt noget, da vi kom anstigende, men efter aftale med ejeren, fik de rigget nogle heste til, hvorefter de hjalp os i sadlen, men de grinte smørret, da vi drog af. Vi fortsatte nu på hver vores hest op mod det lille skovområde, mens vi forsøgte at finde ud af, hvorledes vi skulle styre, og hvorledes vi fik sat lidt gang i hestene. Den hest, jeg havde fået udleveret, var nu ikke meget for at sætte farten, mens Henning Sølver Petersens hest var noget mere fyrig. Oppe ved den lille skov eller nærmere lund var der en træbro, som gungrede, når vi red hen over den. Det lød virkelig af noget – som vi havde set på cowboyfilm. Senere fandt vi frem til en lille landsby, hvor der var en lille kro, hvor vi under skyggefulde træer fik noget at spise – og drikke. Efterfølgende red vi rundt i nok et par timer, mens jeg forsøgte at overtale Henning til at bytte hest med mig, men først da vi skulle hjemover, lod han sig overtale. Da vi kom ud på vejen, der førte ned til haciendaen, tog pokker ved min hest, da den fornemmede, at den nu skulle hjem. I susende fart gik det af sted, mine føder mistede kontakten til stigbøjlerne, og jeg klamrede mig til hestens hals, som løb helt tæt op til stengærdet, så buksebenet blev flænset op. Jeg opdagede slet ikke, at vi nu var kommet ned til haciendaen, men det gjorde hesten, og den drejede hårdt til bagbord, mens jeg fortsatte lige ud og trillede hen ad vejen. I den alder falder man jo blødt, så ud over jeg var noget forslået, så skete der ikke noget. Efterhånden var også de andre nået frem, og vi kunne nu aflevere hestene til de grinende gauchoer, til ejeren betalte vi så lidt i leje, og de penge lod han gauchoerne få. Vi kunne derefter traske tilbage til vores skib, men vi havde da haft en dejlig dag, som vist ingen af os glemmer.
Efterhånden var det ved den tid, at jeg skulle hjem til navigationsskolen på Fanø, hvor rederiet havde tilmeldt mig, og den 24. september kunne jeg afmønstre Paula Dan efter gode 16 mdr. og 19 dage om bord og da også med penge på bogen. Derefter flytte jeg over på Greta Dan, som skulle tage mig med ned til Panama, hvorfra jeg senere skulle påmønstre Brazilian Reefer, der ville bringe mig tilbage til Antwerpen i Europa, men mere om dette i næste kapitel.