Allerede den 31. marts kunne jeg rejse til Hamburg, hvor jeg mønstrede om bord i m/s ”Argentinean Reefer”, hvormed jeg skulle sejle til New York med henblik på sejlads på rederiets West Coast Line. Kaptajn på Argentineren var P. M. Pedersen (Peter Husejer) som havde været forstander på Søfartsskolen i Kogtved, da jeg var elev der. Efter 1 måned og 6 dage afmønstrede jeg i New York den 5. maj 1954. Argentinean Reefer var et meget smukt skib på 3355 tdw, der var afleveret fra Aalborg Værft i januar 1941, hvor der var enekamre til alle om bord, bortset fra drengene. Skibet blev dog oplagt i København og kom først ud at sejle i 1945, blev solgt i 1968 og ophugget i 1972. Overalt var der teaktræsdæk, og i saloner og messer var panelerne udført i hårdttræ. Turen gik gennem Panama kanalen ned til Ecuador, hvor vi lastede baner til New York. Lastningen af bananer foregik ved at arbejderne med en stor klase på nakken løb ind gennem skibets sideporte, hvorefter klaserne blev stillet i de mange båse, som vi havde opbygget på de forskellige dæk. I disse bananklaser fandtes der ofte meget kryb som slanger eller store edderkopper. En matros fra Esbjerg blev fuldstændig panisk, når han så en stor edderkop, men de var også meget store.
I New York lagde Argentinean Reefer til nede i nærheden Battery Park på Lower Manhattan i nærheden af Wall Street, og vi elever, der for første gang var i New York, skulle selvfølgelig op og se på byen, for at opleve alt det, vi havde læst og hørt om under krigen. Vi kiggede imponeret på de store banker i Wall Street, og kort tid efter kom vi til Broadway, det var jo meget nemt, så vi begyndte at gå nordpå, men det er som bekendt en meget lang gade, men vi kunne jo tælle os frem, så da vi kom op til 48. gade var vi godt trætte i benene, og her var der et utal af biografer, så vi gik ind i en af dem og så en film. Senere fandt jeg ud af, at det var her de billige biografer lå, og de viste film som ikke var alt for stuerene. Da filmen var slut, blev vi hurtigt enige om, at vi ikke havde lyst til den lange spadseretur ned om bord, så vi søgte en ”Subway station”, så vi kom igen ud på Broadway og gik nordpå, og derefter så vi det det helt rigtige Broadway rundt Times Square, hvor alle de helt store biografer og teatre lå, de utallige restauranter og de overvældende neonreklamer. Det kunne vi alt sammen bese ved en senere lejlighed, for nu ville vi tilbage til skibet, og vi fik øje på Times Square Station. Det viste sig at være en kæmpe underjordisk banegård i tre etager, men problemet var nu at finde det rette tog på den rette etage. Vi forsøgte at læse, men kendte alt for lidt til de mange stednavne. Vi forsøgte at spørge os for, men amerikanerne kendte kun til det tog de selv skulle med, så der var ingen hjælp at hente. Vi fandt dog noget der lignede, og kom ind på perron, hvor togene kom susende, så det næste problem var så at vælge det rette tog. Et tog kom susende, jeg mente at se det rigtige navn i stævnen, toget standsede, dørene blev åbnet, folk myldrede ud, andre gik ind, og to af os valgte i sidste øjeblik at springe om bord, den tredje tøvede, dørene smækkede i, og vores kammerat ville nu gerne med. Ak, alt for sent, og han stod fortabt tilbage. Vi havde valgt rigtigt, og kunne stige ud ved Wall Street, hvorfra der ikke var langt igen. Vores makker havde taget det næste tog, som var et ekspres tog, og han var kommet rigtig langt ud på Long Island, og først ved 4-tiden kunne han vakle om bord. Det var mit første møde med denne storby, som jeg senere skulle blive mere fortrolig med.