s/s Stina Dan
Det var med store forventninger, at jeg den 7. april 1953 med min køjesæk på nakken steg på toget i Esbjerg for at rejse til Kalundborg, hvor jeg skulle mønstre om bord på rederiet J. Lauritzens s/s Stina Dan, der lossede ørkensand fra Casablanca. Sidst på en blæsende eftermiddag ankom jeg til skibet, som forekom mig kolossal stor, hvor den lå næsten udlosset, og jeg entrede op ad den store landgang med køjesækken på nakken, fandt en styrmand og blev installeret på mit kammer, som lå i stb. side, på agterkant af midtskibsbygningen. Det store kammer skulle jeg dele med den anden aspirant Flemming Beier fra Stenløse.
Den 9. marts 1949 overtog rederiet nybygningen ”Stina Dan”, der var en moderne stykgodsbåd, bygget som åben shelterdækker med en dødvægtstonnage på 3425 eng. tons. til en fart på 12,5 knob. Dampmaskinen var oliefyret. Skibet var bygget til højeste isklasse 100A1. Skibet var forsynet med 5 luger samt 2 master og 2 samsonposter med i alt 10 bomme, der blev betjent af dampspil anbragt på anbragt på spilhuse. Det menige mandskab boede agter mens den øvrige besætning boede midtskibs, hvor der også var messer for de forskellige besætningsgrupper. De fleste boede i enekamre. Skibet førtes af kaptajn J. J. Sørensen.
Senere fandt jeg ud af, at kaptajnen var kendt som ”Palermo”, overstyrmanden eller 1. styrmand var Hans Mathiasen fra Fanø, der havde sejlet konvojsejlads under krigen, hvilket havde påvirket ham så meget, at rederiet senere tog ham i land og gav ham et job på rederiets lager i København. 2. styrmand var Anton Moyell også kendt under navnet ”Rubberleg”, og jeg kom på hans vagt 12 til 16 og 00 til 04, som også blev kaldt hundevagten. Hovmesteren var fra Fanø, hed Rasmussen, og han leverede rigtig god kost efter rederiets høje standard. Maskinchefen var i mine øjne en ældre mand, som sjældent vovede sig ned i på dørken i maskinrummet, men han nøjedes med at overskue tingene oppe fra maskintoppen. Maskinassistenter og de øvrige mestre boede ovre i bb. side i ”Smedegade”, hvor der tit var liv og glade dage, når vi lå i havn, og der kom jeg ofte. Stina Dan var beskæftiget i Finlandsfarten, hvor den sejlede med papirballer (cellulose) til hovedsagelig pladser på Themsen. Af og til kunne der komme en afstikker til Casablanca efter ørkensand til ”Syren” eller en tur til Middelhavet, hvor vi f.eks. kunne laste salt til Island.
I disse år var der en del kontroverser med Sømændenes Forbund vedrørende aspiranterne, men vi elever var jo om bord som overtallige besætningsmedlemmer, så den kontrovers kom der ikke meget ud af, og i det daglige mærkede vi ikke noget til det, og vi blev sat i arbejde af bådsen, men vi var dog ikke velsete i matrosmessen. Til gengæld kom vi meget i fyrbødermessen, hvor donkeymanden, som hed Søttrup og var fra Esbjerg, tog sig vældig pænt af os, og han var et menneske, jeg aldrig glemmer. Når vi skulle i land, kunne vi dog godt følges med matroserne. Jeg var for øvrigt mønstret som elev/ungmand om bord, og vi fik da også overenskomstmæssig hyre samt udbetalt overtid, og derfor var der heller ikke noget her, forbundet kunne stille op.
Efter afgang fra Kalundborg fortsattes rejsen op til Finland, men oppe i Østersøen var der stadig koldt og i den Finske Bugt var der endnu is. Stina Dan var forsynet med selvstyrer, så vi to mand på 2. styrmands vagt skulle derfor tørne om udkig og fløjtetørn. Fløjtetørne måtte godt gå ned, men det skulle være således, at han kunne høre fløjten, hvis der blev brug for ham, men hans opgave var også at lave kaffe og sørge for udpurring. Udkiggen foregik oppe i brovingen i læ side, men det kunne alligevel godt være en kold tjans om vinteren, og man forsøgte da at snige sig hen til den åbne styrehusdør, hvor det var lidt lunere, men blev tærsklen overskredet, blev man igen gennet helt ud i vingen. I dagtimerne skulle der ikke gås udkig, og vi arbejdede på dækket sammen med dagmændene. Moyell holdt meget af at snakke og fortælle, og når han var meget optaget af at fortælle, kunne man godt liste sig til at få næsen lidt inden for døren, men når fortællingen var slut, så var det igen ud i brovingen. Anton Moyell var dog en flink styrmand og dertil meget samvittighedsfuld, en god mand for rederiet, og derfor var det også lidt synd, at han en del år senere, da det gik tilbage for rederiet, var en af de styrmænd, der først blev fyret. Han fandt dog over i Bresline, som var et mindre coasterrederi startet op af skibsinspektør Axel Nielsen og befragter Bresling, som også havde forladt rederiet Lauritzen og startet deres eget. Mere om dem i et senere kapitel. Skibet var forsynet med radar, som hovedsagelig blev brugt i tåget og usigtbart vejr, og det var kaptajnen, der bestemte, hvornår den skulle startes, og om natten blev den låst, og kaptajnen tog nøglen med ned på kammeret, for han skulle jo alligevel purres, når det blev tåget, og det var ikke meningen, at styrmændene skulle bruge den til navigationen, selv om det ville forøge sikkerheden.
Det var som sagt noget større forhold end om bord på ”Venøsund”, men de 5 luger var stadig forsynet med tunge skærstokke og lugedæksler, der skulle flyttes med håndkraft, og der skulle balanceres hen over meget dybere luger, men vi hørte aldrig om nogen, der var styret ned i lasten i forbindelse med dette arbejde. Losning og lastning foregik hovedsageligt med skibets egne bomme, 2 ved hver luge, og det blev også hurtigt hverdag at stille bomme med gerder og preventere. Til at løfte bommene havde vi damspillene. Der var i det hele taget meget, der var nyt for en ung sømand, men her var også de andre matroser og bådsen hjælpsomme. Den jeg havde størst problemer med var overstyrmanden, som jeg følte var konstant efter mig, intet kunne gøres godt nok, og der var daglige skideballer. En dag i engelsk havn var jeg dog sluppet igennem dagen uden skideballe og stod og glædede mig under bruseren efter fyraften, da døren blev revet op af Mathiasen, og så var der en skideballe for at bruge for meget vand. Efter nogen tid kom Mathiasen dog hjem på ferie, han blev afløst af P. A. Møller, som var en meget rar mand. Da Mathiasen senere kom tilbage, var han som forvandlet, og så var der ros til mig hver dag, og jeg fik mange gode opgaver. Således blev jeg lampemand og skulle sørge for, at alle petroleumslamper fungerede, for når vi lå i havn, blev donkeykedlen stoppet kl. 22, hvorefter vi måtte bruge petroleumslamperne, og først tidligt næste morgen tørnede donkeymanden til, fik fyret op, og ved arbejdstids begyndelse var der atter strøm om bord.
I Finland anløb vi mange forskellige havne, fra Kotka i den Finske Bugt og helt op til Kemi i bunden af den Botniske Bugt. I Kotka skulle vi selvfølgelig altid op og kigge på pigerne på den stedlige danserestaurant, og her fik jeg fortalt, at man skulle gå roligt ned om bord efter lukketid. Ikke noget med støjende adfærd for ellers kom politiet, man blev lempet ind i salatfadet, hvor man fik en omgang knippelsuppe, men køreturen gik uden for byen, hvor man ville blive sat af i så tilpas afstand, at man netop kunne nå ned om bord til arbejdstids begyndelse kl. 7. I Finland havde rederiet ansat en servicemand Sven Lunka, som arrangerede udflugter, fodboldkampe mod andre skibe eller andre spændende ting. Således husker jeg en udflugt til Helsingfors, hvor vi besøgte det olympiske stadion og præsidentpalæet med de imiterede marmorsøjler. En anden gang blev der arrangeret en tur på ski, men jeg husker mest de mange træstubbe, der hele tiden kom i vejen. Ofte lå vi flere JL-skibe i samme havn, hvor vi så kunne gå på besøg og udveksle erfaringer. Om sommeren måtte vi ofte gå gennem skovområder med de utallige myggesværme, men nogen øver heldigvis en større tiltrækning på myggene end andre. Rederiet fik også indført, at der kom cykler om bord, og de blev flittigt benyttet af hele besætningen.
Om vinteren var det en helt speciel oplevelse at sejle på Finland, hvor vi ofte måtte sejle i konvoj gennem ismasserne, og det var altid en oplevelse, når vi fik assistance af de store og kraftige isbrydere, som kom helt tæt op langs siden, når vi sad fast. På turene op gennem Østersøen var vi desuden udsat for overisninger, som vi så måtte ud og banke væk, når det igen blev magsvejr. Omkring Ålandsøerne samt andre steder blev der anlagt veje på isen, hvor der var vejskilte, og hvor vejen krydsede en sejlrende boede brovagten i et lille hus, og når der kom skib, skulle han trække broen fri af renden. Lodserne kom ud til skibet på cykel, og den blev også halet om bord. Jeg fik nu overenskomstmæssig hyre som letmatros, men alligevel forøgede vi lommepengene med lidt småsmuglerier, når vi var i Finland, ved at sælge en flaske eller to, og så glædede vi jo også finnerne. Mange af havnearbejderne var kvinder, som havde det tungeste arbejde, mens mændene havde de nemmere jobs som at køre spil eller være lugemænd. Vores opgave var som tallymænd, altså at tælle de baller, der kom om bord, afskiberen havde også sine tallymænd, som var yngre kvinder, som vi hyggede os med, og vi afstemte således også vore tallybøger, så de stemte overens, for der kunne jo smutte nogle slæng, når man var optaget af pigerne.
En morgen i det tidlige forår lå vi til ankers ud for en finsk havn, og vi gjorde klar til at lette anker og gå i havn, da jeg nede på dækket blev prajet af 1. styrmand, som fra brovingen kastede det finske flag ned, som skulle sættes på fortoppen. Uheldigvis tog et vindpust flaget, og det røg ud over siden. Jeg gjorde en gerdende fast, og via dette reb kom jeg så ned og fik fat i flaget. Så kom opturen, som var lang, da vi lå i ballast, men det var dog ikke længere, at det nok kunne lade sig gøre. Uheldigvis viklede det våde flag sig om benet på mig, og så var det pludselig umuligt, og stille og roligt gled jeg ned i det iskolde vand, men jeg holdt mig dog fast til rebet indtil de andre efter en tid fik fat i en lejder, som de fik ned til mig, hvorefter jeg drivende våd kunne kravle op på dækket. 1. styrmand havde set noget betænkelig ud, så da jeg igen stod sikkert på dækket, fik jeg besked på at gå hen i kædekassen for at slange kæden, da det ville give mig varmen, hvilket det også gjorde. Da ankeret var halet for klysset, fik jeg lov til at gå op på kammeret for at skifte tøj, inden vi skulle være klar for og agter.
Som sagt gik turen med cellulosen ofte til havne på Themsen, især til Gravesend og Rochester, som var populære pladser, hvor vi fortøjede i bøjer ude på floden, og så var både ind til land på bestemte tidspunkter. I Rochester kom vi meget på en stor pub der hed ”The Ship”, og her var der hver aften fællessang under ledelse af en mand ved klaveret, og vi kunne alle synge med på de kendte viser. Her var der også dejlige piger, der ikke var uvillige til at lade sig smugle om bord for at fortsætte festen, da pubberne jo alle lukkede kl. 23. I Gravesend var vi ofte i den stedlige kirkes ungdomsklub, hvor der også var mange søde piger. Her lykkedes det min makker fra Stenløse at forelske sig, og han stoppede kort efter sin karriere til søs, flyttede til Gravesend, blev gift og fik job som fører af en motoriseret trillebør. En aften blev jeg også inviteret hjem af en pige, men da vi trådte ind i stuen, hvor hele familien sad, svigtede modet mig, og jeg spænede ud af døren, men hende så jeg aldrig mere. Vi holdt også meget af at gå i biografen, som var helt anderledes og større end Kosmorama i Esbjerg. Det var også et sted, hvor man tilbragte en hel aften, da der blev vist flere film, og i pauserne kom der piger rundt, så man kunne købe sodavand og slik. Det var desuden tilladt at ryge under forestillingen – ja, det var dengang.
Et par gange var vi i Bristol, hvor det var en smuk sejltur op ad floden med de mange slyngninger, igennem byen, hvor folk vinkede inde fra husene, hvorefter vi fortøjede helt oppe i byens centrum. Denne by var i skarp kontrast til Cardiff, hvor vi lastede kul, og hele byen gav et meget snavset og deprimerende indtryk. Der var stadig mange spor af ruiner fra krigens tid. Når vi gik ind til byen, kom vi igennem de triste gader med de små triste boliger, som alle var ens, og gennem vinduerne kunne vi se, at man i alle husene havde den samme slags ovale spejl hængende over kaminen. Af spisesteder var der kun nogle få triste steder, hvor man kunne købe fish and chips. En hel del år senere var jeg igen i Cardiff, som da var total forvandlet med mange ny bygninger, gadelys og neonreklamer, samt masser af restauranter med vidt forskellige menukort.
Der var altid glæde, nar vi fik en rejse til Middelhavet. Her oplevede jeg også Biscayabugten, når den viste tænder, Portugisernorden, som var behagelig, når vi var for sydgående, og selvfølgelig var det altid en oplevelse at sejle gennem Gibraltarstrædet, hvor vi til den ene side kunne kigge ind på Gibraltarklippen, som vi alle havde hørt meget om under krigen, og til den anden side et kig ned mod Afrika, hvor Tanger var berygtet for sin smuglervirksomhed, men vi nøjedes med at gå ind til Ceuta for bunker, men vi var nu ikke helt trygge ved de mange muslimer i deres særprægede gevandter. Mændene gik i nogle meget vide bukser med hængerøv, og det blev mig fortalt, at det var fordi Muhammed skulle genfødes af en mand, og det troede jeg selvfølge på. Den første rejse til Middelhavet gjaldt dog Valencia, som jeg forbandt med det Spanien, jeg havde læst om, og her var det især noget med tyrefægtning og i mindre grad noget med et Franco-styre, som vi ikke beskæftigede os meget med.. Vi sejlede tæt forbi Malaga og de nu så kendte kyster, og dette var før, det var blevet almindeligt for danskere at drage på charterrejse til de spanske strande.
Om aftenen i Valencia skulle vi selvfølgelig op og se på byen, så sammen med de andre matroser gik vi i samlet flok op for at se på herlighederne og skønhederne. Ved et af de første værtshuse på waterfronten skulle vi dog lige ind for at få en øl eller to, og her skete det, at et par af de lokale skønheder, et par søstre, kastede deres kærlighed på en af matroserne og mig, så de blev selvfølgelig budt på en drink, men da vi skulle videre og brød op blev der ballade, og hele restauranten kom i oprør. Om vi da ikke syntes deres piger var gode nok til os, og det så ret truende ud, især da bartenderen begyndte at tage flaskerne ned af hylden. Så måtte vi tage sagen op til fornyet overvejelse, da de øvrige fra besætningen ikke var oplagt til slagsmål. Den udvalgte matros var noget handicappet, da han havde den ene fod i gips, så vi blev enige om, at vi to blev tilbage, mens vore kammerater fortsatte byturen, men nu var freden så genoprettet og vi havde en hyggelig aften med pigerne, inden vi fulgtes med dem hjem. Jeg husker tydeligt den spadseretur gennem byens smalle gader, og pigerne viste os ved en af kirkerne, hvor piger, der var kommet galt af sted, kunne lægge deres nyfødte barn.
Hjemme hos pigerne blev vi modtaget deres forældre med åbne arme, der blev lavet kaffe, hvorefter forældrene rykkede ud af soveværelset, for der skulle vi fire nu ligge i de meget bløde dobbeltsenge med de store dyner, men således skulle det nok være, og vi havde det selvfølgelig dejligt den nat. Næsten morgen kom forældrene og serverede kaffe for os, og som tak for den gode behandling fandt vi selvfølge nogle Pesetas frem som tak for den gode behandling. Da vi senere skulle sejle, blev vi fulgt ned om bord af vore svigerforældre og pigerne, som vinkede da vi sejlede ud af havnen, og vi var da lidt vemodige over at skulle sige farvel til de søde piger. Af Valencia fik jeg ellers ikke så meget andet at se, men var alligevel yderst tilfreds med den oplevelse, jeg havde haft.
Flere gange var vi også i en lille fransk havn i Lyon-bugten i nærheden af Marseille, der hed Port Saint Louis du Rhone, og her oplevede jeg så de franske barer, som igen var helt anderledes, og selv om vi ikke kunne sproget, blev vi altid godt modtaget, men vi havde dog fået indskærpet af styrmændene, at vi skulle passe på med Anis og Pernod, da indtagelse af disse drikke i for store mængder kunne medføre blindhed, så jeg holdt mig til øllet. I denne havn var der et par huse, hvor der skulle være mange kønne piger – og det passede. Ellers var det et ret trist sted med en masse industri.
Anderledes hyggeligt var det på de små spanske pladser, hvor vi lå ude på reden, da der ikke var nogen havn. Saltet kom ud i store træpramme, og mens der blev lastet salt, blev vi sendt ud for at male udenbords fra stillinger. Det var herligt at sidde her i solen med penslen i hånden, og rundt om var der småbåde, hvorfra vi kunne købe dejlig friske appelsiner for nogle cigaretter. Det var jo frugter vi kun havde kunnet drømme om under krigen. Efter fyraften kunne vi sejle ind til den lille by og besøge de små hyggelige bodegaer og spise de lokale retter med masser af fisk. Det gik ikke ret hurtigt med at blive lastet disse steder, så vi nød livet.
Saltet skulle derefter sejles op til Island, og især en af disse rejser glemmer jeg aldrig, da vi kom ud i en storm syd for Island, og aldrig har jeg set så store bølger. Vi lå selvfølgelig underdrejet, hvilket vil sige, at vi kun med styrefart sejlede op mod bølgerne. Her var selvstyreren slået fra og vi måtte stå til rors, men kun en halv time ad gangen, da det krævede stor koncentration, for hvis skibet faldt af, og søerne kom bare lidt ind fra siden, kunne det gå rigtig galt, men det gik heldigvis ikke værre end at nogle gelændere blev lagt ned og vore wireruller røg ud over siden. Om bølgernes størrelse kan jeg berette, at når man stod oppe i styrehuset, var man 22 meter over havet, men når man var i en bølgedal skulle man helt hen til vinduerne for at kunne se op til toppen af den næste bølge. For rorgængeren var det umuligt at se bølgetoppene, men nede i bølgedalen, hvor det var næsten stille, kunne man så se ind i den næste bølge, der tilsyneladende som en lodret væg kom rullende, men skibet hævede sig stille og roligt og bølgen forsvandt under skibet. Først når man var ved at nå toppen mærkede vi igen stormen, som fik bølgetoppen til at brække over, og det var det farligste sted. Om bord på ”Venøsund” var jeg blevet en dygtig rorgænger, da vi der havde en meget følsom hydraulisk styremaskine, og der havde jeg lært, at være påpasselig og give så lidt ror som muligt, og det kom mig nu til gode. Den rorgænger, der drejer meget på rattet, kommer ofte galt af sted. Der var også et vis regelmæssighed i bølgerne, for der kom 3 kæmpebølger efterfulgt af 11 bølger, der var noget mindre, men jeg havde aldrig drømt om, at bølger kunne blive så store. På intet tidspunkt var jeg dog bange, men havde fuld tillid til, at skibet nok skulle klare sig, når blot vi gjorde det, vi skulle. Det var dog lidt underligt, når man kom ned på kammeret til frivagt, og kunne sidde og kigge ud på elementernes rasen, mens jeg kunne høre musik og nyheder fra BBC, som om inter unormalt foregik.
Et par gange var vi også i Rouen, som ligger langt oppe ad Seinen, en skøn sejltur på floden med de mange slyngninger, som nok kunne holde en rorgænger vågen. Men det specielle var, at vi fortøjede langs en kaj på floden, og to gange i døgnet kom der en stor flodbølge rullende, og to gange i døgnet kom der lods om bord, maskinen blev startet og vi var klar for og agter ved fortøjningerne. Når så bølgen var tæt ved skibet blev der slået fuld kraft frem, og når bølgen passerede, blev der slået fuld kraft bak og derefter stop. Det var så spændende om vore fortøjninger holdt. Henne på bakken holdt vi hovederne nede og klar af wirerne, for skulle de springe, kunne det være særdeles farligt, men vi klarede den hver gang uden uheld, og kunne bagefter gå ned og skrive det på vores overtidsseddel.
Vi lå også i Rouen en vintersøndag, og vi var nogle stykker fra Smedegade, der blev enige om at tage bussen ind til Paris, men det var desværre rigtig vinter, og vi kunne se, hvorledes busserne gled af de meget rundede brolagte veje, så al bustrafik blev af lyst, og vi nåede derfor ikke længere end ind til byen Rouen, hvor vi så gik rundt og så på herlighederne, som var til at overskue i vinterkulden, så vi fandt hurtigt ind, hvor der var noget varme samt udskænkning. Om aftenen var vi inde på en restaurant for at spise, da pludselig ved 21-tiden en væg gled til side, og den nydelige restaurant blev forvandlet til en natklub. Dermed steg også priserne, så vi begav os ad de isglatte veje tilbage til ”Stina”, og vi var glade, da vi igen kunne entre op ad landgangen. Det er det nærmeste, jeg har været ved Paris.
Midt i november 1953 blev jeg ommønstret til letmatros, og der kom en vinter med masser af oplevelser i isen i Østersøen og Den finske Bugt. Jeg var meget glad for min tid om bord på Stina Dan, men den 24. marts 1954 blev jeg afmønstret på Helsingør red efter 11 mdr. og 18 dage om bord, men nogen lang ferie blev det ikke til, og det havde heller ikke den store interesse. Allerede den 31. marts kunne jeg rejse til Hamburg, hvor jeg mønstrede om bord i m/s ”Argentinean Reefer”, hvormed jeg skulle sejle til New York med henblik på sejlads på rederiets West Coast Line.