s/s Alexandra
Næste trin i min uddannelse var, at jeg skulle tilbage til rederiet J. Lauritzen som styrmandsaspirant, men der ville først være en ledig hyre i april, så jeg fik en midlertidig hyre på gamle ”Alexandra” fra DFDS, hvor jeg den 16. jan. 1953 mønstrede som hovmestermath, og skulle gøre tjeneste henne i salonen direkte under hovmesteren og jomfruen, frk. Sommer. Samtidig med mig mønstrede Jørgen Steffensen, som også stilede mod at blive styrmand, og han kom til at gøre tjeneste som messedreng i officersmessen. Vi fik anvist fælles kammer i dækshuset agter, der flugtede med dækket, og vi havde ofte vand på dørken i dårligt vejr. ”Alexandra” var bygget i 1931 på Helsingør Skibsværft med byggenr. 200 Den kulfyrede dampmaskine ydede 1.570 hk som kunne give en fart af godt 13 knob. Tonnagen var BRT 1.463 og den kunne laste 1.513 tons. Skibet blev solgt i 1964
”Alexandra” var en af de sidste kulfyrede dampere i den danske handelsflåde, og den sejlede i fast rutefart mellem Esbjerg og Grimsby. Kaptajn om bord var Raahauge fra Fanø, en lidt ældre men venlig herre, der hælde lidt til missionen, men dog ikke mere end han altid havde rigeligt med smør med til Grimsby, hvor det blev afhentet af unge piger, og så strålede han som en lille sol, når han fulgte dem i land. 1. styrmand var Hans Madsen, som kom med bemærkninger om, at jeg skulle sørge for, han blev lods. Det blev han dog også senere, men det var nu ikke min skyld. Hovmesteren var en lille rund mand, venlig, men bestemt, også meget krævende, når det gjaldt arbejdet. Kokken var den kendte Schmiggelow. Salonen var adskilt fra anden beboelse og kabyssen ved en lastluge, så jeg måtte ud på dækket, når maden til passagererne skulle hentes. Passagerapteringen bar selvfølgelig præg af byggestilen fra 1931, virkelig flot, men ikke særlig venlig for dem, der skulle gøre rent. Mine arbejdsopgaver bestod i rengøring i passagerafdelingen samt opvask og hjælpe til i pantryet ved måltiderne. Hver eftermiddag i ugen havde desuden sin særlige arbejdsopgave, som pudsning af sølvtøj eller nedvaskning af hele pantryet.
Dagen startede kl. 6.30, hvor min første opgave var at fjerne alle de sorte pletter fra gummikanterne på den brede trappe, der førte op til passagerkamrene. De sorte pletter fremkom, når passagerne havde gummisåler på skoene, hvilket nok ikke blev benyttet af rige mennesker i -31, men disse mærker skulle fjernes med ståluld og knofedt. Det kunne tage rigtig lang tid, så ofte måtte jeg stå tidligere op om morgenen for at nå arbejdet, for det var virkelig noget hovmesteren lagde vægt på, og dette samt rengøring af toiletter skulle være afsluttet senest kl. 8, når der skulle serveres morgenmad. Resten af formiddagen, var der andre rengøringsopgaver, der ventede. Efter middagsserveringen havde jeg fri i ca. 1½ time, inden der skulle rigges til til kaffe, og når det var overstået, skulle der gøres klar til middagen og den efterfølgende store opvask. Det var før, der var noget der hed opvaskemaskiner. Dagens sidste opgave var at servere kaffe ved 20-tiden for styrmanden på broen. Jeg havde ingen problemer med at sove om natten. Når vi lå i havn, og passagerne var gået fra borde, gik det lidt lettere, men jeg misundte ofte Steff, der havde det lidt nemmere og sjovere henne hos officererne.
Den værste stormflod i Nordsøen i nyere tid fandt sted 1. februar 1953, og forårsagede et digebrud i Holland med næsten. 2.000 dødsofre til følge. Lavtrykket kom oppe fra Orkneyøerne og gik ned gennem Nordsøen, hvor vi lå i dens kurs. Det var selvfølgelig den værste storm jeg havde oplevet til søs, og vi lå da også underdrejet i 6 – 8 meter høje bølger, og skibet tog nogle svære overhalinger, der gav masser af vand på dækket, og skibet arbejde meget hårdt i søen. Nu var det tilfældigvis også den ugedag, hvor der skulle vaskes ned i pantryet, og ”come hell or high water” det skulle gøres, men nemt var det bestemt ikke. I forbindelse med middagen senere måtte jeg hen i kabyssen for at hente maden, som blev anbragt på et stort fad. Da det så rimelig roligt ud, lukkede kokken mig ud i sidegangen, hvorefter han hurtigt fik lukket døren igen, og der stod jeg med fadet højt løftet i den ene arm, mens jeg med den anden holdt mig fast i gelænderet. Da tog gamle Alexandra en kraftig overhaling, og sidegangen blev fyldt med vand, som stod mig op til brysthøjde, men maden holdt jeg fri og tør. Da jeg kom hen til salonen fik jeg ikke ros, men en skideballe, fordi jeg havde gjort mig våd, hvorefter jeg fik 5 minutter til at få tørt tøj på, for hovmesteren kunne jo ikke have det drypperi i pantryet. Heldigvis var ikke alle passager nede og spise, og frk. Sommer hjalp med opvasken, der ikke var så nem at styre. Til sidst fik jeg også balanceret kaffen op til Hans Madsen, hvorefter Steff og jeg fik fjernet det værste vand fra dørken i vort lukaf samt hængt vort våde tøj til tørre.
Vi sejlede som sagt i rutefart mellem Esbjerg og Grimsby med landbrugsprodukter og passager, og det sket heldig ofte, at jeg fik en drikkeskilling, når de gik i land, og det var jo noget af en opmuntring. En gang havde vi fodboldspillere med til Esbjerg, bl.a. Jens Peter Hansen, det store idol, men han gav nu ingen drikkepenge, selv om han havde fået ekstra opvartning. Når vi lå i Esbjerg var det kutyme, at der blev dækket op til en rigtig god frokost i officersmessen for tolderne, og når de var bænket med øl og snaps inden for rækkevidde, benyttede vi os af lejligheden til at komme i land med en enkelt flaske og et karton. Det var ikke det store smugleri, kun til eget forbrug samt en lille ekstra lommeskilling. Var det derimod ”Rotten”, der var på vagt, så var vi det også. Når vi lå i Esbjerg, havde jeg en frieftermiddag, og på vejen hjem til Niels Juelsgade var jeg altid forbi en bagerforretning, hvor der blev købt stort ind, og så stod den på wienerbrød og flødeskumskager, men siden den tid er det ikke den slags forretninger, jeg har frekventeret.
I Grimsby benyttede vi os også af en friaften til at besøge de lokale pubber, hvor den foretrukne drink var Gin og Lime, og så var der meget hyggeligt på disse pubber, hvor der ofte var fællessang, men skulle vi træffe piger, måtte vi hen i den lokale kirkes ungdomsklub, som var samlingsstedet for ungdommen, og det var ikke svært at overtale en pige til en biograftur, hvor man fik flere film på en aften, og så måtte man ryge, som vi alle gjorde. Der var pauser, hvor unge piger gik rundt og solgte is og chokolade, og så blev der tanket op. En gang trak en pige mig med hjem, men inde i stuen sad hendes forældre, som jeg skulle præsenteres for, og da svigtede modet mig og jeg spænede. Det var også spændende at gå rundt og se på forretningerne i Grimsby, og her var en Woolworth et foretrukket sted at se på varer og de unge piger.
Vi lastede som sagt landbrugsprodukter til England, og de halve svinekroppe i sækkelærred blev båret om bord på ryggen af havnearbejderne, og lastrummet kunne nedkøles. Smørdritlerne blev rullet ind gennem sideportene. Når vi så kom til Grimsby kom myndighederne om bord for at kontrollere temperaturen, og de var meget strenge. Ved losningen blev de halve grise læsset på åbne togvogne, hvor de så kunne stå i mange timer i bagende sol, og det måtte jo så blive deres sag, men vi undrede os.
Endelig kom der brev fra rederiet Lauritzen om min udmønstring med s/s ”Stina Dan” og jeg kunne forlade gamle Alexandra den 2. april. Det havde været en god og lærerig tid om bord, og ved afmønstringen fik jeg sandelig rosende ord med fra hovmesteren, en mand af den gamle skole, hvor der ikke var nogen slinger i valsen. Allerede den 7. april 1953 kunne jeg gå om bord på mit nye skib der lå i Kalundborg, men mere om det i næste kapitel.