Hjemkommen fra søfartsskolen i Kogtved fejrede vi julen i Niels Juelsgade 18, men det blev dog ikke nogen lang juleferie, hvilket jeg dog ikke havde noget imod, og efter nogle få dage måtte jeg til at pakke min køjesæk for at rejse af sted til min første hyre.
Min onkel Johan, der var havnefoged i Lemvig, havde gennem bekendte på de kanter skaffet mig en hyre på den 3-mastede motorskonnert ”Venøsund” af Struer, og den 27. december 1951 skulle jeg mønstre i København som dæksdreng til en hyre af 125 kr. pr. md., men dertil kom også et tillæg på 5 kr. for madraspenge, da vi selv skulle anskaffe os en ”æselfrokost” til køjen. Den der var i køjen fandt jeg imidlertid tilfredsstillende, og den holdt fint hele min tid om bord.
”Venøsund” var imidlertid ikke nogen helt almindelig skonnert, som man ellers kunne se sejle rundt i de danske farvande. Mejeribestyreren i Struer med flere var gået sammen om indkøb af en tidligere landgangsbåd, som de forsynede med 3 master og lod indregistrere som skonnert, og dermed kunne man anvende de danske lovbestemmelser for sejlads med sejlskibe, og landet havde jo et stort transportbehov efter krigens afslutning i 1945. Skibet lignede også mere en moderne coaster med stor lukket bak, og i den hævede poop var der maskinrum samt beboelse for hele besætningen, som bestod af skipperen, en styrmand (bedstemand), en maskinmester, en kok samt tre drenge.
Om bord blev jeg modtaget af kaptajn K.G. Nielsen, som var en meget flink og hjælpsom mand, som ofte havde sin kone med om bord. Styrmanden var en noget tvær færing. Mester, Carl Andersen var udlært på et motorværksted i Lemvig, hvor han så havde taget en motorpasserprøve, og ham var vi alle glade for. Kokken Hugo, som var lidt ældre end mig, lavede udmærket mad, selv om han kom rigelig sukker i sovsen. Han hjalp også til på dækket, men gik ikke vagt. Per var den ældste af os drenge og Sofus den mindste i størrelse. Om bord var der kamre nok, så jeg fik mit eget kammer, og det var vild luksus for den tid.
Heldigvis kom jeg på skipperens vagt, og vi gik selvfølgelig ”kineservagt”, som 2-skftet vagt blev kaldt. Fra lodskutteren var jeg vant til at styre, men det her var helt anderledes, for der var en stor elektrisk styremaskine, og der skulle ikke drejes meget på rattet før det gik helt galt, men efter nogen tid blev jeg rigtig god til at styre og holde en støt kurs med kun små justeringer på rattet. Der blev selvfølgelig styret efter et godt gammelt magnetkompas anbragt i et nathus.
”Venøsund” var som tidligere omtalt en ombygget landgangsbåd, den var 50 meter lang, lastede 160 tons og var forsynet med to store luger med hver deres tunge træbom og motorspil. De to store luger var forsynet med skærstokke og lugedæksler af træ, og det var tungt arbejde at gøre laste- eller losseklar. Bommene måtte vi ofte hale op med håndkraft, når der om vinteren var problemer med at starte motorspillene. Over lugerne var der presenninger, 3 stk. om vinteren. Om vinteren når de var dækket af is, måtte vi hale dem op med spillene. Når lugedækslerne skulle af eller på, måtte vi balancere ude på skærstokkene hen over de dybe lastrum, men også det blev rutine for os. Den gang var der ikke noget, der hed arbejdstilsyn. Om vinteren kunne spillene godt volde problemer, da de så var vanskelige at starte, og ofte måtte der flere startpatroner til, mens vi om sommeren kunne starte dem ved hjælp af et håndtag på svinghjulet. Men ved fælles hjælp fik vi tre drenge nu altid klaret problemerne, så havnearbejderne kunne komme i gang, og vi kunne gå ned til vores morgenmad i messen.
Vi sejlede for det meste på østtyske eller polske havne, hvor lasten oftest bestod at kali eller kul til danske provinshavne. Ved kullaster måtte vi tit selv ned i lastrummene for at lempe kullene godt ind under dækket, og det var et beskidt og besværligt arbejde, og derfor var vi heller ikke glade for kullaster, som jo også indebar, at lastrummene skulle gøres ekstra godt rene inden den næste last kali. Efter en lang arbejdsdag i havn, kunne vi drenge være både trætte og søvnige, nå vi ved aftenstid igen sejlede ud. Skibet skulle gøres søklar og derefter var der vagter og rortørn, der skulle passes, men det var der nu ingen af os, der klagede over, for sådan var jo vilkårene. Der var et godt kammeratskab mellem os drenge, vore foresatte behandlede os rigtig godt, selv om færingen til tider var noget tvær. Rigtig dejligt var det, når skipperens kone sejlede med, for så lavede hun tit maden og bagte kage til eftermiddagskaffen. Det gjorde hun heldigvis ofte.
I min skoletid var jeg tit ude at sejle med lodskutteren, og det var det gamle træfartøj, hvor der hang årtiers tung lugt af dieselolie overalt, og derfor skulle der heller ikke meget til, før jeg blev dårlig, og rigtig søsyg blev jeg, når vi i længere tid lå ude ved barren og ventede på skibet der skulle lodses, så derfor var jeg lidt bekymret for søsygen da jeg kom om bord på ”Venøsund”, men det gik heldigvis rigtig godt. Kun på en af de første ture, hvor vi kom ud i dårligt vejr, blev jeg søsyg, men vagt og rortørn skulle jo passes, så det kom jeg hurtigt over, og siden har jeg heldigvis aldrig været søsyg.
For det meste sejlede vi på de østtyske havne, især kom vi ofte til Wismar efter kali, og det var som at komme til en helt anden verden. Haven og byen var stærkt præget af krigen og de mange bombeangreb, så der var ruiner over alt, og det hele var beskidt, gråt og trøsteløst. Der var stor fattigdom, og når vi gik i land, blev vi fulgt af fattige børn, der forsøgte at tigge. Ved ankomsten til havnen var vi blevet mødt af talstærkt politi og andre myndigheder med våben i hånd. Alt var forbudt, og hele skibet blev grundig undersøgt, men alligevel lykkedes det for os at smugle nogle cigaretter i land, som var i meget høj kurs, når de senere blev solgt til havnearbejderne eller oppe i byen.
Efter fyraften gik turen som regel op til det populære værtshus Stadt Hamburg, hvor der var ”vin, kvinder og sang”. Selve stedet var lige så trøsteløst som resten af byen, men det var også her byens kvinder samledes for at glemme deres triste tilværelse og måske tjene en skilling ved at betjene søfolkene. Dette var noget af et chok for en ung sømand, og for ham syntes kvinderne at være ældgamle, skønt de nok ikke har været mere end omkring de 30 år. Det var et meget barsk miljø, som jeg husker det, og især husker jeg den fattige gamle mand, der altid kom og ville sælge sine aviser, som kun få var i stand til at læse. Mange hånede ham, men andre gav ham dog en lille skilling. En gang vi kom derned, fik vi at vide, han var blevet slået ned en aften han gik sin runde. Nu var han død. ”Stadt Hamburg” var en havneknejpe af værste skuffe, men det eneste sted at gå hen for sømanden. I de østtyske havne stødte man ofte på kammeraterne fra søfartsskolen, der sejlede med diverse galeaser og skonnerter, og så blev der udvekslet erfaringer.
I 2002 sejlede jeg selv ned til Wismar for at gense stedet, og det var denne gang et noget mere opløftende besøg, for der var kommet gang i oprydningen og restaureringen efter DDR-tiden, og der var kommet farver på byen. Oppe på torvet lå stadig Stadt Hamburg, men nu var den blevet til byens førende restaurant og hotel, og selvfølgelig var jeg inde og få mig en god ”rumpsteak”, efter at have hørt Angela Merkel holde en politisk tale ude på torvet foran det pompøse, men ikke særlig kønne partihovedkvarter. Befolkningen i det tidligere DDR var meget venlige og hjælpsomme, så efterhånden har jeg været rundt til alle de havne, vi kom til med ”Venøsund”. Stralsund og Rostock var et par af de andre havne vi ofte anløb og enkelte gange var vi i Lübeck samt Sttetin i Polen. Lasterne fra østersøhavnene gik til de danske havne og ofte til havne oppe i Limfjorden.
Når vi skulle op i Limfjorden lykkedes det ofte skipperen at få det maget således, at vi ankom til Aalborg, når det var ved at blive mørkt, for så kunne vi ikke komme videre før næste dag, da der ikke var lys i farvandsafmærkningen vest for jernbanebroen. Det gav jo så en ”bondenat” i denne livlige by, hvor restauranterne ”Håbet” og ”Bazaren” var yndede mål for søens folk, da der var både dans og unge piger. En gang i Aalborg gik jeg ind til skipperen for at hæve lidt penge til en forventet god aften i byen, men da jeg bad om 15 kr. af mit tilgodehavende, fik jeg dem ikke uden videre, da skipperen ville vide, hvad jeg skulle bruge så mange penge til, og jeg forsøgte med en forklaring om klipning og biografbesøg samt andet, der faldt mig ind, men den hoppede han dog ikke på og mente, at 10 kr. måtte være mere end rigelig til det formål. Han kendte jo godt den rette sammenhæng, men følte et ansvar for den unge sømand.
Der var dog andre måder at tjene lidt lommepenge på. Hos skibshandleren kunne vi bestille cigaretter og spiritus på udførsel. En flaske snaps kostede 5 kr., anden spiritus 8 kr. og et karton cigaretter 10 kr. Ved ankomst til havn gemte jeg så en flaske og et karton for tolderne, og efterfølgende var disse varer jo lette at afsætte til havnearbejderne. Denne lille bibeskæftigelse gav jo sømanden med en lille hyre lidt ekstra lommepenge. En gang i Randers følte jeg mig så rig, at jeg gik ind på Hotel Randers, hvor jeg fik en rigtig god middag, og jeg følte mig som en Krøsus. Når jeg tog en cigaret frem, kom tjeneren straks springende for at tænde; og de har sikkert moret sig over denne knægt. Efter middagen ville jeg da lige ringe hjem, men da min far hørte, hvor jeg var, bad ham mig skrubbe ud med det samme, for han vidste godt, at dette var byens fornemste hotel. I østtyskland købte jeg engang en flot sleben glaskaraffel samt 6 glas for et karton.
En enkelt gang var vi også i Hamburg, og der var der jo masser af fristelser for de, der havde penge, men det havde jeg dog ikke, så for mine få Mark købte jeg et meget stort marcipanbrød, Lübeckermarcipan, og på vej ud ad floden sad jeg i mørket på min vagt og guffede den i mig. Det skal man ikke gøre, for jeg fik det efterfølgende meget dårligt, og så røg det hele ud over siden, mens skipperen var så flink at overtage min rortørn.
Min 18-års fødselsdag fejrede jeg om bord på ”Venøsund”, selv om ”fejre” nok er et for voldsomt ord at bruge. Vi var på vej ned mod Holtenau og Kielerkanalen, og jeg havde morgenvagt fra 4 til 8. Ved 9-tiden kunne vi gå ind i slusen, og ved fortøjninger skulle alle mand være klar for og agter, og dermed gik det meste af den frivagt. Gennem kanalen var der mange stop, hvor vi på flere vigepladserne måtte fortøje, og så var der igen brug for alle mand, så søvn blev der ikke noget af, men ved kaffetid, hvor der var en pause i arbejdet, kaldte skipperens kone os ned i messen, hvor hun havde dækket fødselsdagsbord med chokolade og hjemmebagt kage. Det var umådelig sødt af hende, og på den måde fik jeg alligevel lidt fødselsdag ud af det. Efter Brünsbüttel var der igen almindelig søvagt, men den fødselsdag glemmer jeg aldrig.
Vi havde også en tur til London, hvor vi dokkede på nordsiden af Themsen, tæt ved City. Om morgenen kom så havnearbejderne om bord for at starte losningen, mens skipperen måtte op til mægleren. Det gav styrmanden problemer, for han kunne ikke ord engelsk, og det viste sig, at jeg var den eneste, der havde lidt kendskab til sproget, men da fandt jeg sandelig også ud af, at der var stor forskel på mit skoleengelsk og det sprog arbejderne talte. Der kom dog gang i arbejdet, og min anseelse steg hos styrmanden samt hos de øvrige om bord.
Efter fyraften skulle vi selvfølgelig i land, og jeg havde glædet mig til at komme op og se alle de kendte steder som Trafalgar Square med Nelsonsølen, Saint Pauls Church, Piccadilly Circus, parlamentsbygningerne, ja, alle de steder, som jeg havde hørt så meget om under krigen og senere i skolen. Den øvrige besætning ville imidlertid også i land, og som sprogkyndig måtte jeg så være vejviser for dem, selv om de ikke helt delte mine ønsker om at se de kendte steder, men jeg fik dem dog trukket rundt i byen og et hurtigt kig på bygninger og pladser, som blev vekslet med besøg på diverse pubber, så begge parter kunne være nogenlunde tilfredse. Men så var der ”Mester”, der begyndte at snakke om piger, som jeg skulle finde til ham, og selv om han kun talte bredt vestjysk, havde han alligevel fået opsnuset navnet på en bestemt gade. Dette projekt var jeg imidlertid ikke særlig begejstret for, og jeg syntes da slet ikke, man kunne gå hen til en pige på gaden og fremsætte den slags tilbud. Men Mester havde mere forstand på den sag end mig, og da jeg fik besked på, at gå hen til en bestemt pige, var jeg ikke særlig lykkelig, men til min store overraskelse sagde hun ja, og efter at aftalen om prisen var bestemt, forsvandt hun og Mester ind i en sidegade. Der stod så vi andre og ventede utålmodigt, for det var ved at være sent, klokken var over 11 og snart gik den sidste bus, og ”gaten” ind til dokken ville blive låst for natten. Vores bus kom forbi, vi tog en hurtig beslutning, sprang på den og kom dermed rettidig om bord. Værre var det gået mester. Vi var jo forsvundet, da han havde ordnet sit, men der var ikke flere busser, så han måtte selv finde ned til floden og så til venstre. På den måde fandt han frem til dokken, men da var gaten låst for natten, og måtte han finde et sted, hvor han kunne komme over muren ved godt 4-tiden. Næste morgen fik jeg selvfølgelig en skideballe, og så var det glemt. Senere på dagen sejlede vi igen, men jeg havde da oplevet London på en alternativ måde.
I løbet af sommeren kom vi også til Drammen i Norge, hvor der var stor byfest, da man skulle fejre byens 900 års dag. Om bord på ”Venøsund” skulle vi selvfølgelig også op til den store byfest om aftenen, men forinden skulle vi da lige have nogle øl i messen, og det var åbenbart blevet til for mange for mig, så da vi kom op til den kølige aften på kajen, var det som at få en hammer i hovedet, og jeg vendte tilbage til skibet, hvor jeg med besvær fandt køjen, der kørte kraftig rundt med mig, og det endte da også med, at jeg måtte kastede op, og det var ikke rart den næste morgen, men siden den tid har jeg aldrig kastet op i køjen. De andre havde vist en god aften, og nogle havde også fået selskab om bord. Vi havde mange andre besøgende om bord, der ønskede at købe noget med spiritus i. Bådkompasset i redningsbåden var bjærget, og hvad vi havde smuglet, var hurtigt solgt, men så var der efterspørgsel efter vores skosværte, hvoraf nordmændene kunne udvinde spritten, så de var ret tørstige. Ingen af os kunne drømme om en sildemad med hvid Tit til. Tidligere havde vi også været i Varberg, hvor vi lå en weekend over, vi satte vores jolle i vandet og roede rundt, men det var også her, jeg for første gang prøvede at gå på klipper. En anden gang i Frederikshavn byttede skipperen cigaretter og brændevin med en fisker til en hel kasse jomfruhummer, og så havde flere rigtig festmåltider.
I de første måneder, hvor det stadig var vinter, fik jeg til opgave at male ude agter i vores stores og proviantrum. Det tog lang tid, for malearbejde havde jeg ikke prøvet før, og det medførte da også et par bemærkninger fra skipperen, men ellers var de meget overbærende. Efterhånden fik de nu noget mere gavn af mig, og den 24. juli blev jeg ommønstret til jungmand, hvorefter hyren steg til 150 kr. pr. md., og efterhånden afmønstrede flere af kammeraterne, nye kom om bord, så det efterhånden var mig, der måtte gå i forhånd. Vi fik en ny kok, der havde været i fremmedlegionen, og han kunne nogle drabelige historier. Vi fik også ny styrmand til afløsning af den mutte færing, og det var et godt bytte. Jeg var i det hele taget meget glad for at være om bord, og på intet tidspunkt fortrød jeg den vej, jeg havde valgt, men jeg havde også hele tiden vidst, at jeg skulle være om bord i et helt år, og da tiden nærmede sig, så jeg da også frem til, at jeg ikke skulle gennem nok en vinter om bord.
Den 18. dec. 1952 kunne jeg så afmønstre, da vi lå i Aarhus. Køjesækken blev igen pakket, jeg fik sagt pænt farvel og tak til skipperen og hans kone samt til mine kammerater om bord, hvorefter jeg kunne tage hjem til far og mor og holde jul, og jeg havde endda sparet penge op, så der var en pæn afregning.