J. Lauritzens Søfartskole

J. Lauritzens søfartsskole i Kogtved

Aldrig var jeg i tvivl om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. På begge sider var det sømandsslægter. Min farfar var blokadebryderen fra Port Arthur under den russisk-japanske krig i 1905, og hans far var skibsfører hos den russiske zar og bosiddende i St. Petersborg. Familien stammede fra Lemvig, og det var også her min farfar endte sine dage som havnefoged i 1939. Han var den eneste af mine bedsteforældre jeg har kendt. Min mors familie stammede fra Fanø, og min morfar var skibsfører i rederiet J. Lauritzen, da han omkom ved en minesprængning under 1. verdenskrig. Min far var blevet styrmand på redningsdamperen ”Vesterhavet” og derfor boede vi i Thyborøn under hele krigen indtil han i 1946 blev lods i Esbjerg. Alle mine onkler var også søfolk, hovedsagelig navigatører.

Det var imidlertid ikke nogen let sag for mig, da min skolegang jo foregik i Thyborøn, som var et stærkt indremissionsk samfund, og det var skolen så sandelig også. Undervisningen var hovedsagelig udenadslære af salmevers, bibelhistorie og skriftsteder fra Luthers lille katekismus. Regning og matematik blev anset for uvæsentlige fag. Da vi i 1946 flyttede til Esbjerg måtte jeg derfor gå 5. klasse om, da det var efter dette klassetrin, man kunne rykkes op i mellemskolen efter bestået prøve. Det blev en vanskelig tid at komme fra landsbyskolen til Stormgade skole med 2000 elever, nye fag og nye kammerater, men det lykkedes efter hårdt slid, som ikke levnede megen plads til leg efter skoletid, for hvis jeg ikke klarede mellemskolen, blev jeg truet med at komme i skrædderlære.

Den 1. juni 1951 kom jeg glad hjem fra eksamen i engelsk med et ug÷, det var samtidig min fødselsdag, og derhjemme lå der brev fra rederiet J. Lauritzen, at jeg var optaget på deres søfartsskole i Kogtved ved Svendborg. Dette havde været drømmen, og jeg vidste alt om denne skole og om rederiet, hvor flere af mine familiemedlemmer havde sejlet. Nu tegnede min fremtid sig pludselig lys, og jeg glædede mig til at begynde skolen efter sommerferien, og i mellemtiden kunne jeg læse nedenstående fra den medsendte folder, og der var også nogle opgaver der skulle aflægges prøve i ved ankomsten til søfartsskolen. Folkeskolen forlod jeg med stor glæde, og lovede mig selv, at der ville jeg aldrig mere sætte mine ben efter dette det mest sorte kapitel i mit liv.

Jeg var dog ikke helt uforberedt på min nye tilværelse, hvor jeg skulle klare mig selv, for i de foregående år var jeg blevet oplært i at sy knapper i tøjet, stoppe strømper, stryge tøj, og meget andet, som min far fandt, ville være nyttigt, samtidig med, at det nok var lidt lettere for min mor. Jeg var også blevet udstyret med et kohorn fyldt med talg, hvori mine sejlnåle sad, så de ikke rustede. Der var blevet taget mål til vore uniformer, blåt drejlstøj til arbejde, mørkeblå bukser med sømandssweater og stortrøje samt to sæt kakitøj til sommerbrug, og herpå skulle der syes mærkater samt navne.

J. Lauritzens Søfartsskole

Siden 1930 har Rederiet taget aktiv del i arbejdet med at give vordende Navigatører en foruddannelse ved at drive Skoleskibsvirksomhed.

I 8 År var »Fanø« - en 3 m. Topsejlsskonnert med Hjælpemotor - Rederiets eneste Skoleskib; i 1939 udvidedes Skoleskibsflåden ved, at Rederiet anskaffede et nyt Skoleskib, »RØMØ«, som blev bygget på Basis af de Erfaringer, man havde fået ved Driften af »FANØ«.

Året efter - 1940 - blev Forholdene på Grund af Besættelsen meget alvorlige for Skoleskibs-uddannelsen. Statens Skoleskib »Danmark« blev oplagt i Amerika, »Georg Stage« blev ikke sat i Drift, Rederiets ene Skoleskib »RØMØ« befandt sig i Valencia, og man anså det for betænkeligt at sætte »Fanø« i fart som skoleskib.

Disse Omstændigheder kunne medføre, at der senere vilde blive en følelig Mangel på unge Navigatører, og Rederiet besluttede derfor at oprette en Søfartsskole, som fik til Huse på Sømandshøjskolen i Svendborg; der blev udarbejdet en særlig Arbejdsplan for Rederiets Søfartsskole.

Senere kunde Rederiets Skoleskibs-uddannelse atter genoptages. Man satte igen »Fanø« i Drift som Skoleskib. Da »Rømø« stadig var bundet i Valencia, blev Skibet solgt til Spanien, og man indkøbte i Stedet for en Skonnert fra Sverige, som blev ombygget og indrettet til Skoleskib under Navnet »Turø«. Hvert af disse Skoleskibe blev bemandet med Kaptajn, Styrmand, Kok, Ungmand og 6 Elever blandt Søfartsskolens Drenge.

Resultaterne af Uddannelsen på Søfartsskolen blev, at Rederiet besluttede at fortsætte denne Uddannelsesform, som i første Omgang var en Nødforanstaltning, og man købte derfor i Sommeren 1973 Villaen St. Jørgens Gård i Kogtved, hvor Søfartsskolen nu har til Huse.

Som Elever på Skolen optages Drenge i Alderen Mellem 15 og 18 År. Undervisningen og Opholdet på Skolen er gratis, således at Drenge, der opfylder Betingelserne om Sundhed og forudgående Uddannelse, kan optages uden Hensyn til Økonomiske Kår.

På Skolen undervises mest i praktiske Fag som Bådtjeneste, Skibmandsarbejde, Betjening af Skibsmotor etc., medens der i de teoretiske Fag som Navigation, Søvejsnegler, Dansk, Regning og teoretisk Sømandskab behandles Emner, som Eleverne vil få Nytte af i de første År som Sømænd. Der holdes desuden en Del Foredrag af almenopdragende Art.

Der lægges Vægt på Gymnastik og Idræt, idet Sømandens Arbejde ofte stiller store Krav til hans Fysik, og det er derfor af Betydning, at han er i god, legemlig Form. Også Svømning er et af de vigtige Fag, og det er Skolens Mål at træne Eleverne op til ikke alene at kunne klare sig selv i en Nødsituation, men også at kunne hjælpe andre.

På skolen findes to 24 Fods hvalbåde, som anvendes ved Undervisning i Sejlads og Holdroning, samt et Par joller, hvori Eleverne oprøves i Enkeltmandsroning, Vrikning og Trosseføring. I skolens Garage er opstillet en 35 H. K. »Alliance« skibsmotor, og Eleverne får en Del praktisk Kendskab til en sådan Motors Betjening..

Hvert Kursus slutter med en Prøve, og hver Elev får desuden et Afgangsbevis, hvori Bedømmelse af Flid Orden og Opførelse er anført i første Række

Tidligere Elever kan altid søge Råd og Vejledning ring på Skolen og Rederiets Kontor, hvorfra man følger Elevernes videre Færden og Udvikling

Endelig oprandt dagen, og rundt omkring i landet fik forældre sat 30 håbefulde drenge ind i toget, for en bil var der nok ikke mange, der havde, og på banegården blev vi modtaget af 2. styrmand Skov, der sørgede for, at vi kom ud til skolen, hvor vi blev modtaget, fik anvist en køje i de tre elevværelser, og der blev udleveret køjetøj. I køjen var der nye krøluldsmadrasser, og de blev i sømandssproget kaldt for en ”æselfrokost”. Vi var som sagt 30 elever, 28 dækselever og 2 kokkeelever, og vi kom fra alle egne af landet, men jeg tror nok, vi fra Esbjerg var de fleste – fire så vidt jeg husker. Vi fik forevist skolen, og ovre under Thurø lå det nye skoleskib ”Lilla Dan” opankret. Næste dag startede så den nye dagligdag, hvor vi først og fremmest måtte aflægge prøverne i søvejsreglerne, sejlføringen på ”Lilla Dan” samt nogle knob.

Den daglige rutine bestod af udpurring klokken 6, hvorefter der var bad i Svendborg Sund indtil 1. oktober og efter denne dato gymnastik på den lange gang. Dette blev efterfulgt af køjeredning samt rengøring på skolen og i kamre med efterfølgende flaghejsning, og flaget blev naturligvis sunget op. Derefter var der morgenmad i spisesalen, hvorefter vi stillede til morgenmønstring på den lange gang, hvor forstanderen skibsfører P:M: Pedersen (Peder Husejer) samt skolens næstkommanderende 1. styrmand Dyhr-Nielsen gav besked om dagens program eller uddelte en opsang, når det fandtes fornødent.

Herefter gik vi til undervisning i teorilokaler eller til den mere praktiske undervisning i sejlkælderen, hvor vi fik undervisning i knob og splejs samt i sejlsyning. Vi skulle alle sy vores egen køjesæk, der senere fulgte os i mange år på vore udmønstringer, og jeg er stadig i besiddelse af min. Nede ved bådebroen lå de to 26 fods hvalbåde samt de tre joller, der blev anvendt til øvelser i at ro og vrikke samt til undervisning i trosseføring. Lidt senere fik vi også en stor spidsgatter ”Betta Dan”, der var gaffelrigget, og med den lærte vi at sejle for sejl. Det var alt sammen god og spændende undervisning – helt ulig den, vi kom fra. Af og til hjalp vi også gartner Mortensen med almindelig vedligehold på skolens område.

I den mere teoretiske undervisning lærte vi søvejsregler, herunder især vigereglerne, samt lidt navigation og arbejde i søkortet. På skibsmodellerne lærte vi praktiske sømandskab samt de mange benævnelser på de enkelte ting om bord, og der var mange nye udtryk,, vi måtte lære, da de ville blive en del af vores hverdag, når vi skulle mønstre ud i skibene og stå på egne ben.

Til søs går man vagt, og det gjorde vi også på skolen, hvor vi havde skiftende nattevagter, hvor vi runderede for brand og uregelmæssigheder, og det var også nattevagten, der sørgede for udpurringen. Der blev også gået vagt i weekenden, så der altid var en elev til at modtage eventuelle gæster. Vi gik ankervagt ude på ”Lilla Dan” og det kunne være noget af en hård tørn, når vi i dårligt vejr skulle ro derud, og strømmen i sundet kunne være meget strid. På skift hjalp vi også økonomaen med bakstørn og opvask, for det var naturligvis manuel opvask. Måltiderne blev indtaget ved de to lange borde, hvor vi havde vore faste pladser og oppe ved højbordet sad skolens officerer med deres familier, hvorfra de kunne holde et vågent øje med os, for det var også et led i skolens undervisning, at vi lærte at spise med kniv og gaffel samt gode manerer. Der blev i det hele taget lagt vægt på, at vi lærte almindelig god opdragelse, da vi med tiden skulle repræsentere rederiet rundt omkring i verden. Maden var lavet af vore økonoma, der blev assisteret af de to kokkeelever, og disse to varetog på skift madlavningen om bord på ”Lilla Dan” Kosten på skolen var god og rigelig, foruden at der blev lagt vægt på det sunde.

På onsdag eftermiddage var der landlov og det var der også lørdage, hvor vi dog skulle være tilbage på skolen senest klokken 22 – præcis. Hver minuts forsinkelse medførte en straf på tab af en times landlov senere. Et skib ventede jo heller ikke på en sømand, der kom for sent, og mange søfolk har måttet betale dyrt for at blive agterudsejlet. En enkelt gang i kursusforløbet havde vi en weekend fri for at tage hjem til familien, og her var begrundelsen selvfølgelig, at drengene skulle lære at være væk fra mor i længere tid, og således kunne de fleste regler begrundes i forhold, vi senere ville komme ud for. Der blev derfor også lagt stor vægt på vores evne til at rydde op på værelserne samt at redde køjen.

En gang om ugen var der danseundervisning, der blev ledet med hård hånd af fru Kruse, og her deltog også skolens personale med forstanderen i spidsen. Igen fordi vi senere skulle kunne repræsentere rederiet rundt i verden, når der blev holdt party for forretningsforbindelser. Til at begynde med dansede vi med hinanden, men senere kom der piger fra en danseskole inde i Svendborg, og det gjorde straks danseundervisningen mere populær. Vi sluttede med afdansningsbal, hvor pigerne mødte op i deres fineste balkjoler og hvide handsker, mens skolen gav festmiddag. Alle hverdage havde deres specielle arrangement, som kunne være selvforsvar, foredrag eller filmforevisning. Knud Lauritzen var selv nede og holde et par stykker, og en af gangene fortalte han således om skibenes skorstene, og om hvorledes der i sin tid blev lavet lukkede styrehuse, hvor man indtil for nylig havde stået på en åben bro. På skolen var der selvfølgelig indrettet et rederkammer med udsigt over sundet.

Lilla Dan (fra Frivagten)

er en topsejlskonnert på 94 br. reg. t eller 140 t dw. Stormastens højde bliver 22,70 m, og skibet, der forsynes med en hjælpemotor, kan for motoren alene gøre en fart på ca. 7,5 knob. Skibets samlede sejlareal er ca. 274 Det er tanken, at eleverne på Søfartsskolen i to hold skiftevis skal sejle med LILLA DAN i øvelsesområderne i farvandet syd og øst for Fyn.

Prøveturen

Den 16. marts afleveredes LILLA DAN ved en teknisk prøvetur, i hvilken deltog skibsrederne Ivar og Knud Lauritzen, skibsinspektør Axel Nielsen og indkøbschef Alf Møller samt kaptajn P. M. Pedersen, styrmand j. Dyhr-Nielsen og skibsbygmestrene Johannes og Jørgen Ring-Andersen.

LILLA DAN er blevet et meget smukt, lille skib, præget af soliditet og godt håndværk helt igennem. Men det er ellers et meget mærkeligt skib. Hele det ydre udstyr på dækket er alt sammen som fra 18oo-tallet: rær, braser, fald, skøder, kofilnagler, taljer, gerder, blokke, vævlinger, svineryg, stokanker o. s. v., og styringen foregår på åbent dæk. Går man derimod under dækket, er udstyret yderst moderne fra midten af i 1900-tallet: radio, radiotelefon, radiopejler, elektrisk lys, centralvarmeanlæg, rustfrit stål og plastikbeklædning, tip-top moderne motorrum med elektrisk fordelertavle. Kabyssen er udstyret med et Aga komfur, og banjerne er rummelige og lyse - ja, de er endog udstyret med moderne kunstværker, nemlig af malerinden Gudrun Nielsen og maleren S. Hjort Nielsen. Der er 16 køjer, og i særlige tilfælde kan der ophænges hængekøjer, så alle skolens elever kan få plads om bord. Køjerne er forsynet med moderne, hygiejniske gummimadrasser.

Kahytten er ligeledes udstyret med møbler af lyst egetræ og forsynet med et bibliotek. Her findes endvidere billeder af rederiets stifter, konsul D. Lauritzen, og af Lise (»Lilla«) Lauritzen og fru Karen Hartvig Møller.

Vi elever blev inddelt i 2 hold, som på skift havde undervisning om bord på Lilla, som til at begynde med hovedsagelig gik ud på, at vi skulle gøres fortrolig skibet, dets indretning, sejlføring samt alle de forskellige tovender, fald, skøder, braser m.m. Senere foretog vi korte ture i nærliggende farvande, og vi sluttede med den store tur i september, hvor det ene hold var inviteret til stabelafløvning i Aalborg af ”Greta Dan”, der blev bygget til rederiets West Coast Line. Det var selvfølgelig en stor oplevelse, og om aftenen var vi elever inviteret med til den store festmiddag i restaurant ”Kilden”. På denne tur sejlede vi om natten, som selvfølgelig var noget helt nyt for os, og vi var naturligvis inddelt i vagter. Vi havde forstanderen som skipper på denne tur, og senere havde også det andet hold en uge-tur med Dyhr-Nielsen. En anden mindeværdig tur havde vi med hvalbådene, hvor vi roede Thurø rundt i det smukkeste sommervejr.

Men også disse 5½ måned fik en ende, og vi var begyndt at længes efter at komme ud og prøve kræfter om bord på et rigtigt skib. På skolen blev der afholdt eksamen, hvor hjemmeværende kaptajner og andre søfartskyndige deltog som censorer. Det hele sluttede på festlig vis, hvor vi fik vore eksamensbeviser udleveret af Knud Lauritzen ved den store afskedsmiddag. De sidste dage gik med afrigning, inden vi måtte til at tage afsked med hinanden og skolens afholdte personale. Vi kunne tage hjem til julen hos vore familier, og det var kun et mindretal, der ikke ville fortsætte til søs. Men inden vi kunne komme på rigtig langfart, skulle vi lige have klaret vores ”sejlskibstid” på et år, da den var en betingelse for optagelse på en navigationsskole. Det var den gang, der stadig fandtes en mængde småskibe, skonnerter og galeaser, der sørgede for den lokale transport, og disse skibe var for de flestes vedkommende en god fortsættelse af søfartsskolen samt gode lærepladser. At vi elever så også var gode for småskibene, er en helt anden sag.

I slutningen af 1961 blev jeg som styrmand sendt ned til Søfartsskolen i Kogtved som lærer, men da var det Eisfeldt, der var forstander, og som en af Peder Husejers drenge, var det ikke lige mig, han havde brug for, da der var indført en helt ny ”style” på skolen, så det passede mig fint, at mit ophold der ikke blev af længere varighed, men det vender jeg tilbage til i et senere kapitel. Nogle år senere blev Eisfeldt dog selv bedt om at forlade skolen, og min afløser Eigil Larsen, blev den nye forstander.

50 års jubilæet

I 1991 var der nogen, der tog initiativ til at vi skulle mødes for genses efter 50 år, og det blev af flere grunde en uforglemmelig oplevelse.

Vi mødtes på hotel Svendborg ved 10-tiden til fælles morgenbord. Flokken var jo skrumpet meget ind, da en del var døde og andre var af forskellige årsager ikke mødt op, for det havde ikke været nogen nem opgave, at finde alle adresserne frem. Til stede var også vores gamle skibsinspektør og nu skibsreder Axel Nielsen samt Knud Lauritzens datter og ”Lilla Dan s ” gudmoder Lise Loft Lauritzen.

Efter at have kigget lidt på hinanden, begyndte genkendelsen at gå op for os, og det varede heller ikke længe inden snakken var i fuld gang, så vi kunne få udfyldt de mellemliggende 50 år, og der var masser at fortælle.

Vi var inviteret ud på Søfartsskolen, som jo da var overtaget af rederiet A.P. Møller, som havde taget over efter rederiet J. Lauritzen. Ude på skolen blev vi modtaget af vagthavende elev, så der var der ingen ændring, og skolens forstander, en kaptajn fra Mærsk bød os velkommen og viste os derefter rundt på skolen, som i det store og hele lignede sig selv, I de forløbne år var der dog foretaget mange om– og tilbygninger, flere dog i Lauritzen regi. Flere af de gamle billeder med JL-skibe hang stadig på væggene. Undervisningen og den måde skolen blev drevet på lignede også det gamle. Vi fik en meget grundig rundvisning på skolen og også lejlighed til en sejltur med en af de helt nye fartøjer, en moderne ”rescuebåd”, som det hedder på nydansk, men de gamle hvalbåde var der ikke længere, men den ene af dem, ”Læsø” er senere genopstået i nyt regi ved Havneskolen under skolevæsenet i Esbjerg.

Efter rundvisningen inviterede skolen på frokost i vores gamle spisesal, og vi sluttede af med at hygge os ude på terrassen i det dejlige solskin, hvor vi også fik taget vores gruppebilleder, inden det var tid at bryde op. Axel Nielsen syntes imidlertid, at vi godt kunne forlænge vores sammenkomst, så han inviterede til lidt mad på hans gård, der lå i nærheden af Fåborg. Ved ankomsten til gården blev vi imidlertid mødt af de forfærdelige nyheder fra New York, som naturligvis rystede os alle, når vi på skift var inde for at se de frygtelige billeder fra World Trade Center i fjernsynet. Vi fik dog også tid til at snakke og fortsat udveksle historier, og vi fik set den smukke gamle gård, men vi vil aldrig glemme denne særlige dag, som nu kendes verden over som ”nine eleven”.