Den 23. november 1955 gik turen så hjem til Esbjerg, hvor Navigationsskolen ventede. Jeg var allerede tilmeldt forberedelsesklassen, men min klasse var i allerede i fuld gang, og det havde de været i mere end en måned, så det blev en meget hård tid, da jeg ikke alene skulle følge med de andre, men også skulle læse op på det, de andre allerede havde været igennem, og jeg skulle desuden løse de forskellige opgaver, som de andre havde været igennem. Det var især matematikken, der voldt mig kvaler, men heldigvis startede man helt fra grunden, da undervisningen var baseret på, at også elever, der var gået ud af 7. klasse, kunne følge med. Her havde jeg stor hjælp i Hartvig Spatzek (Spatty), som jeg gik i klasse med. Vi havde tidligere mødtes i New York, hvor Spatty var matros i en Mærsk-båd. En anden stor hjælp var Edvin Fisher, der var vores klasselærer, og ham havde vi bl.a. til matematik. En anden stor hjælp var Kaj Antonsen, der gik i styrmandsklassen, men som også boede i Esbjerg, og vi mødtes således hver dag på Fanø-færgen, og det var de gamle færger, som kun havde ringe maskinkraft. Vi havde en meget streng vinter, hvor vi ofte sad fast i isen, og dermed også kom for sent til undervisningen. Forstanderen, Eskildsen, fandt ikke dette holdbart, og vi Esbjergfolk fik besked på at flytte over på øen, så længe der var is. Jeg flyttede ind hos Benny, en klassekammerat, og Spatty flyttede ind hos Gøsta Reissmann. De to havde i øvrigt en disput om kul til kakkelovnen, hvor Gøsta sikkert gerne ville have noget mere kul fra Spatty. Når de to mødes den dag i dag, bliver problemet med kullene stadig taget frem, men Gøsta har vist opgivet at indkassere. I den tid fik vi vores mad hos ”faster”, som drev et meget velbesøgt pensionat.
Skoledagen begyndt allerede kl. 7, så vi, der kom fra Esbjerg, skulle meget tidligt op, have lidt morgenmad, og derefter på cyklen ned til færgen, som afgik ved 6.30-tiden. Overfarten tog godt 20 minutter med de gamle færger, og i Nordby kunne vi netop nå op til skolen, hvor undervisningen begyndte kl. 7. Dagens undervisning sluttede først klokken 14 eller kl. 15, men om lørdagen sluttede vi allerede ved 12-tiden. Efter den lange skoledag gik turen igen ned til færgen og hjemturen, så man kunne være hjemme ved 16-tiden, hvor jeg kunne gå i gang med lektierne nede på kælderværelset. Det varede dog ikke ret længe før øjnene faldt i efter den lange skoledag. Det vidste mine forældre, og derfor blev der tidligt kaldt op til aftensmad, hvorefter turen igen gik ned til bøgerne, hvor øjenlågene igen blev meget tunge, og derfor blev der også tidligt kaldt op til aftenskaffen. Det hjalp, for derefter kunne jeg rigtig gå i gang med bøgerne og opgaver. Klokken blev derfor ofte over midnat, inden jeg kunne kravle til køjs for at få sovet lidt, inden vækkeuret igen ringede kl. 5.30 til en ny travl skoledag. Det var rigtig hårdt, og et par gange var jeg da også ved at opgive det hele, da det føltes som en umulig opgave, men hver gang fik mine forældre mig heldigvis overtalt til at holde ud lidt endnu. Da forberedelsesklassen var overstået, lysnede det dog noget, og i styrmandsklassen syntes jeg det gik bedre, selv om skoledagenes længde var den samme, men fagene var blevet mere interessante, og dermed var det også mere spændende at løse opgaverne i navigation, skibsteknik og søvejsregler. Med hensyn til søvejsreglerne, havde jeg nu stor glæde af, at jeg det sidste par år til søs havde brugt tid på at lære den udenad.
Vores klasselærer var som sagt Fisher, en helt utrolig lærer, som havde en uendelig tålmodighed samt en energi, der næsten kunne tage pusten fra os. Nar han havde gennemgået et eller andet emne udi navigationen, kunne han se på os, om vi havde forstået teksten, og hvis det ikke var tilfældet, gennemgik han det nok en gang, til han var sikker på, at det var forstået. Efter vi havde spist vore madpakker nede i kælderen, og der igen blev kaldt til undervisning, kunne øjenlågene godt blive noget tunge, og en vis døsighed bredte sig i klassen, men også det forstod Fisher at takle, ved at komme med nogle morsomme historier fra søens verden, og når vi på denne måde var blevet vågne, kunne undervisningen fortsætte. Til dansk havde vi den tidligere forstander Pedersen, som skulle forsøge at putte dansk grammatik ind i hovedet på os, så vi ville være i stand til at skrive et forståeligt dansk i logbogen samt udfærdige rapporter til rederiet. Pedersen havde sin helt egen sarkastiske stil i omtalen af ”sømanden” i forskellige situationer. Når en af os ikke var helt med på de grammatiske finurligheder vedrørende omsagnsled til grundled eller genstandsled, kunne han opfordre til, at man lagde sin grammatik under hovedpuden, for der kunne så være en mulighed for, at noget ville sive ind i løbet af natten. Han mødte altid op i et slidt jakkesæt, for i jakkelommen havde han sin beholdning af cigarskod og aske, så af og til kunne han tage sig en godbid af et cigarskod, efter det var blevet vendt godt i aske. Pedersen kunne jeg takke for min nogenlunde gode karakter til eksamen. Under analysen af en tekst fortalte jeg, hvad der var udsagnsled og grundled, hvorefter Pedersen fortsatte med at nævne de vanskelige ting, som han meddelte censor jo gav sig selv. ”Og hvad er så det”, spurgte han, hvorefter jeg svarede forholdsordsled, og på den måde kom vi igennem teksten, og censor havde ikke noget at skulle have sagt. Andre af vore lærere kunne nævnes, men lad det blive ved, at vi var tilfredse og glade for samtlige lærere, som jo også alle havde en fortid til søs.
Min gode ven Spatty boede ude på 4. maj kollegiet, og her kom vi meget, da en masse unge studerende boede her, og det var også her, jeg mødte Kurt Zander, der læste til maskinmester, og her var der jo også mange kønne piger, som Vibeke og Eva (senere Reissmann). Lørdagen var jo også dagen, hvor der blev festet, og det foregik som oftest på Bonbonnieren, som dengang var ”stedet”, og hvor der var dans til kl. 2, men til gengæld gik vi også i byen allerede omkring kl. 21/22. Penge havde vi jo heller ikke for mange af, for dengang var der ikke noget der hed SU eller anden form for understøttelse, og som det er fremgået af det foregående, var der heller ikke mulighed for at have et fritidsjob. Heldigvis havde jeg sparet op i min elevtid til søs, men flere rederier havde også gode lånemuligheder for deres kommende styrmænd. Da pengene var små, var det også ret begrænset, hvad der blev drukket på en sådan bytur, hvor det var mere væsentlig at komme ud og danse med pigerne.
Op til sommerferien 1957 kunne vi gå op til styrmandseksamen, og det var en hård tørn. Her var der ikke noget, der hed læseferie, og der var eksamen så godt som hver dag, først den skriftlige del som blev efterfulgt af mundtlig eksamen og flere gange var der eksamen i to fag på en enkelt dag. Det var dog lige ved at smutte for Spatty og jeg, da vi sad hjemme på mit kælderværelse for at forberede os, da der blevet ringet fra skolen, at vi skulle op Doktorlære. Så fik vi travlt med at tage en færge til Nordby, hvor vi som de sidste blev eksamineret, men den klarede vi også. Det blev for mit vedkommende til ret god styrmandseksamen, som jeg kunne være tilfreds med. Sommerferien blev brugt til at tage en hyre som 3. styrmand, og det blev om bord på Maria Dan, som jeg fortæller om senere. Det var jo spændende at komme ud for at afprøve i praksis, det man havde lært på skolebænken, og pengene kunne jeg jo også godt bruge, da bankkontoen var ved at være tømt.
Hvert år var der idrætsstævne i Svendborg, hvor navigatørelever fra landets fire skole mødtes for at dyste i forskellige discipliner, og her kunne man så mødes med nogle, man tidligere havde sejlet sammen med. Det hele sluttede med stort bal og spisning lørdag aften, og det var bestemt folk, der forstod at feste. Ofte fortsatte festen næste formiddag lige til vores bus holdt for døren, og så gik det hjemad. Dog ikke for Spatty og jeg, der ”glemte” at komme med, da vi havde travlt med at spille Chris Barber på jukeboksen. På den måde gik resten af søndagen i gode venners lag. At vi ikke havde flere penge, var ikke noget problem, for hotellet havde ingen problemer med at give os kredit, og da vi om aftenen ville i byen for at danse med pigerne, forsynede hotellet os med kontanter. Logi havde vi jo også på hotellet. Mandag var vi nok noget matte i sokkerne, og vi begyndte nok også at tænke os om, og det endnu mere da der kom telegram fra Fisher om, at det nu var med at komme hjem i en fart. Det blev ikke nogen munter rejse tilbage til Esbjerg, og det var heller ikke muntert, da vi på banegården blev modtaget af vore forældre. Tirsdag var vi tilbage på skolebænken, og penge blev sendt til Hotel Svendborgsund. Det var dog en tur, som ingen af os har glemt.
Efter sommerferien gjaldt det så om at få taget skibsførereksamen, og jeg må nok indrømme, at min flid var lidt mindre end til styrmandseksamen, og derfor blev den heller ikke helt på højde med denne. Der var jo stor rift om de nyuddannede navigatører, og skibsinspektørerne mødt fuldtalligt op for et hverve folk, og hyren drejede fra den dag, eksamen var overstået, jo, det var gyldne tider. Mit ønske var at fortsætte i JL, og der gik heler ikke mange dage, før der kom brev om, at jeg skulle med "Anita Dan" som 3. styrmand.