Jul og nytår blev fejret på den franske base og da arbejdet med losning blev tilendebragt, hvorefter kursen igen blev sat nordefter til Hobart, Freemantle og Ceylon, som nu hed Sri Lanka. Her lejede vi en bus og foretog en udflugt til hovedstaden Kano, hvor vi forsøgte os som elefantryttere. Turen gik videre til Aden, hvor Switzer stadig havde et bjærgningsfartøj stationeret, som min også havde sejlet med. På rejsen havde vi en del pingviner, men selv om vi havde fået bygget et kølehus til dem, døde en del af dem på rejsen over troperne. Turen gik videre til Suez, gennem Middelhavet inden vi kunne aflevere de sidste ekspeditionsdeltager i Le Havre. Det havde været en spændende tur jorden rundt og vi kunne nu sejle hjem til Aalborg, hvor pingvinerne og jeg selv afmønstrede.

Dermed jeg færdig i rederiet J. Lauritzen, men der var stadig en rum tid til jeg skulle begynde på seminariet, så jeg tog hyre på ”Blenda” fra DFDS, som sejlede med landbrugsvarer til England.

Efter sommerferien begyndte så et nyt kapitel i min tilværelse med skolegang på seminariet, som blev krydret med ekskursioner, og ikke mindst var der en køn pige, der hed Hanne, som jeg gik i klasse med.

Op til sommeren 1965 havde rederiet J. Lauritzen dog bud efter mig igen, da de manglede en sejladsleder til Mestersvig, som jeg sagde ja tak til efter bevilget forlænget sommerferie fra seminariet. Det blev et særdeles vanskeligt isår, hvor iskanten lå op til 200 sm fra land, så det blev sent inden vi havde sidste skib ude igen. Som assistent havde jeg haft en ung styrmand, Bøving. Det var også på den tur jeg mistede mit gode spejlreflekskamera, da vi under en lille udflugt var ved at drukne, og nu ligger det gode apparat på bunden af Noret ved Mestersvig. Nå jeg nåede dog velbeholden hjem, og i efteråret blev jeg gift med Hanne.