Turen sydover mod Grønnedal gik fint og uden problemer, alt fungerede om bord, og isen var stort set væk, kun en del isskosser. Det var dejligt
at gense Grønnedal og alle vennerne, som gav os en fin modtagelse, og de beundrede fartøjet, hvor vi også havde fjernet den grå maling fra styrehus og ruf, så vi var kommet ind til det smukke teaktræ, som derefter havde
fået flere lag skibslak, heller ikke det var vist helt reglementeret. Herefter gjorde vi så klar til det, der var vores opgave med GLM 2, nemlig farvandsovervågning samt at sejle rundt i de mange indenskærsruter, hvor vi skulle undersøge
om de var farbare, og desuden medbragte vi masser af gul maling, så vi kunne male de mange tønder, der udgjorde markeringerne for de indenskærs ruter. Der blev dog også tid til at foretage udflugter og fisketure ind i Arsukfjorden
til de mange lakseelve og fuglefjelde, og det var til stor glæde også for fruerne.
Det var rigtig spændende ture vi
fortog, og når vi kom til et løb eller snævring sejlede vi forsigtig igennem, for det var ikke altid, der var helt rent, og så ventede vi til lavvande, hvorefter vi kunne fjerne sten, der var faldet ned fra klipperne. Herefter kunne
vi så også gå i gang med at rette tønderne op og få dem malet. Vi ankrede normalt op tæt ved land, hvorefter vi fik en agterfortøjning ind. Vi havde en lille jolle med på ruftaget, så vi kunne komme i
land. Om bord havde vi naturligvis ikke noget køleskab, så vi havde kun lidt proviant med fra Grønnedal, men det var ikke noget problem, for hvis vi gav Emil nogle patroner, kom han altid tilbage med nogle fugle, så vi hyppigt fik
rypebryster til middagen. Vi havde jo også Fisker, som altid kunne fange nogle fine torsk med sin pilk. Den gang var der masser af torsk i de grønlandske farvand, så når pilken kom i vandet, kunne Fisker tiltrække en hel stime,
så han på det nærmeste kunne udvælge sig den fisk, han ville have. Han var også en fremragende kok, der forstod at tilberede fisk og lave sovs. Til frokost havde vi medbragt rulle- og spegepølser fra Grønnedal, og
når Ole Andersen skar for, så var det skiver, der havde en anselig tykkelse. Til natten kunne vi altid finde en lille naturhavn, hvor vi kunne ligge trygt for alle vinde, hvis det skulle begynde at blæse, hvilket dog ikke skete så ofte.
Især havde vi fundet en meget fin lille naturhavn, hvor gutterne havde lagt gulmalede sten, så de dannede navnet GLM 2, så det blev naturligvis til GLM-havn – vort foretrukne sted. Herfra kunne vi så foretage ture ud i terrænet,
og ofte stødte vi på ræve og sneharer, og så kunne vi også få stegt hare på aftensbordet. Oppe i fjeldet stødte vi på nogle flade sten, og da vi fjernede dem, fandt vi en grav, hvor der lå et velbevaret
skelet. Kunne det være en nodbograv?
Vi kom også til flere at byerne i området, hvor Julianehåb var den største
med en ret stor havn, men byen ville få besøg af en amerikansk ubåd, hvor jeg skulle optræde som forbindelsesofficer, så Ole roede mig derud, da de var ankret, hvor jeg fik snakket med skipperen, og fik en rundvisning om bord,
men de ville jo også gerne en tur i land, så der blev arrangeret transport til land, og efter en meget kort tur rundt i byen, fandt de det lokale værtshus, og det trak jo gevaldigt, da der ikke fandtes spiritus om bord i US-navy skibe. Det
var om eftermiddagen, så der blev kun serveret lys øl, men det bekymrede ikke amerikanerne, og aldrig har jeg drukket så mange lyse øl, for amerikanerne blev ved at bestille omgange, så der kunne stå 4 eller 5 lyse øl
foran mig. Efter kl. 18 kunne der serveres almindeligt øl, og det satte yderligere stemningen i vejret. På et tidspunkt forlod jeg dem dog, da jeg ikke kunne rumme mere, men næste dag, var det helt tydeligt, at de havde haft en rigtig god
aften. De sejlede heldigvis igen samme dag, så vi kunne genoptage vores daglige rutiner.
Vi kom også til Narssaq, som ligger
ved fjorden, der fører op til den tidligere amerikanske flyvebase Blue West One, som spillede en stor rolle under koreakrigen. Nu var amerikanerne borte, basen var overtaget af Danmark og hed nu Narsarsuaq. I Narssaq var der en meget stor rejefabrik,
hvor rigtig mange grønlandske piger var beskæftiget med at pille rejer. Her var der også en stor butik, og Ole begav sig derop, for vi ville have en gang gammeldags hakkekarbonader, og det glædede vi os alle til, men vi blev dog noget
skuffede, da det viste sig, at Ole ikke havde købt svinekød, men var kommet hjem med hakket lamme eller fårekød. Det blev ikke nogen succes. Vi nød den dejlige sommerdag om bord og var på tur oppe i fjeldet, hvor jeg
var inde og besøge radiostationen, hvorfra der var en meget flot udsigt over byen og landskabet, men om aftenen måtte vi naturligvis op og se på byen eller rettere på pigerne, og vi blev på det nærmeste overfaldet af dem,
men det gjorde vi naturligvis ikke vrøvl over, så det må siges at have været et vellykket besøg. Dagen efter sejlede vi op til Narsarsuaq, hvor catalinaerne havde deres base, og herfra var der også anden form for rutetrafik.
Ovre på den anden side fjorden lå bopladsen, hvor Erik den Røde slog sig ned, byggede Grønlands første kirke efter konens ordre og herfra bredte nordboerne sig til store dele af Grønland, men det er en helt anden historie.
Ovre på den anden side fjorden kunne man ligeledes stadig se vraget af en Mærsk-damper, der var forlist under krigen. Her gik fjeldene lodret ned i fjorden.
Fra Julianehåb kunne vi også sejle op ad en sydligere fjord, og her oppe i bunden lå der en helt speciel bygd, idet alle husene var bygget i kampesten, for her i det sydvestlige grønland var vi
ofte plaget af meget kraftige fønvinde, der gav vindstød af orkanstyrke. Derfor havde man også udvidet Beauforts vindstyrkeskala helt op til 24. Når en sådan storm rasede, havde vi i Grønnedal udgangsforbud, og husene
blev sikret med ekstra surringer, som blev holdt fast af vore tunge køretøjer. Det var altså årsagen til, at husene i Igaliko var bygget i kampesten, så de kunne modstå disse vældige storme. Her inde i fjorden var
klimaet desuden så mildt, at det kunne lade sig gøre at drive landbrug, hvor især fåreavlen var vigtig. Vort besøg på sådanne steder var altså også at vise flaget og hilse på befolkningen.
Ind imellem vores sejladser rundt i indenskærsruterne var vi tilbage i Grønnedal, hvor der også var masser af aktiviteter med
hyppige besøg af flådefartøjer fra både Frankrig, USA og England. Vi havde således besøg af en meget stor britisk krydser, og deres orkester med sækkepiber vakte stor beundring, da de marcherede op ad den lange
havnebakke for fuld musik. Hvis vi andre gik op ad denne bakke, måtte vi ind imellem stoppe op for at puste ud. Når vi havde disse flådebesøg, inviterede vi altid de ledende officerer op til middag i vores messe, og det var naturligvis
altid festligt. Vi havde også besøg fra Danmark, og det kunne være kunstnere, der kom op for at underholde basserne. Således havde vi besøg af Bodil Udsen og Ivan Leths orkester. De blev fløjet op fra Narsarsuaq med catalinaen,
men for at få plads til så mange som muligt, havde man fjernet så meget som muligt at flyets normale udstyr, således også en afdriftsmåler, men da catalinaen landede på Arsukfjorden stod der en vandstråle ind
i flyet, som Bodil Udsen dog resolut satte sig på, til flyet var kørt op på rampen. Dette besøg gav selvfølgelig også anledning til stor selskabelighed, så det blev nogle hårde dage, og gruppens ophold blev
forlænget, da flyet på grund af vejrforholdene ikke kunne lande på fjorden. Tit kom Bodil Udsen ind på mit kammer, hvor vi så snakkede hyggeligt sammen, og inden de fløj hjem lovede Bodil Udsen, at hun ville ringe til mine
forældre med en hilsen. Det gjorde hun sandelig også, men det var svært for min mor at tro på det, da far fortalte, at det var Bodil Udsen, der havde ringet med en hilsen fra mig.
En anden gang havde vi besøg af Paul Reina med sin kone og søster Lise og Tove, som jeg havde med på en udflugt ind til Arsukbræen, en rigtig hyggelig tur. Fra Danmarks
Radio havde vi besøg af et hold med Hans Jørgen Jensen i spidsen (senere generaldirektør), der skulle lave en radioudsendelse. Dem lærte vi at rafle på den særlige Grønnedalfacon, og resultatet blev, at en af journalisterne
lige så stille gled ned under bordet, da vi senere kom ind til middagen. Admiralen kiggede lidt, men udtrykte forståelse, da vi fortalte, hvad der var årsagen. Ja, således havde vi rigtig mange gode oplevelser.
Den største oplevelse var dog da vi fik kongeligt besøg. Med kongeskibet Dannebrog var kong Frederik og dronning Ingrid samt kronprinsesse Margrethe
på rundrejse i Vestgrønland, og med ledsagerskibet Niels Ebbesen kom de også til Grønnedal. Vi arrangerede naturligvis stor middag for kongefamilien samt officererne med efterfølgende dans i messen, hvor jeg så også
havde lejlighed til at byde kronprinsessen op til dans. Det var lige efter hendes rejse til USA, så der var nok at tale om. Kongens ryg havde det ikke for godt, så han gik tidligt ned om bord, men dronningen og Margrethe blev til natmaden, øl
og pølser. Efter gudstjenesten næste morgen var vi inviteret til morgenkaffe på Dannebrog. Her var kun kongefamilien og kammerherre Wern til stede, ingen tjenende ånder, så dronningen gik selv rundt skænkede kaffe. Senere
viste kongen mændene ned i sine private gemakker, hvor han fortalte om alle de mange ting, gaver fra mange års sejlads, - også fra kong Christians tid. Det var virkelig meget interessant og en stor oplevelse. Dronning Ingrid havde vist damerne
rundt. Vi sluttede af med et lille glas og kongen gav hver af os en lille gave. Kongen var jo selv sømand, så han nød at være i selskab med søens folk. Der var et ekstra plus ved det kongelige besøg, for dagen før
de kongeliges ankomst havde vi haft besøg af en catalina, der havde spredt gift ud over området, så alle myggene var væk, og de fandtes jo ellers fandtes i tusindvis, så vi ikke kunne færdes i det fri uden myggenet.
Admiralen interesserede sig meget for vores sejladser i de indenskærs ruter, og midt på sommeren udtrykte han ønske om at sejle
en tur med os, og det var naturligvis et ønske vi gerne opfyldte, så admiralen fik min kahyt, og jeg flyttede op i styrehuset, hvorefter vi sejlede af sted på en tredages tur. Vi tog naturligvis rundt til mest spændende steder, de
smalle sejlløb og naturligvis overnatninger i vores GLM-havn. Admiralen benyttede enhver lejlighed til at gå tur i land iført fuld uniform og gummistøvler, og han fik plukket mange revlinger. Han nød også vores daglige
kost af vildt og friskfangede fisk, så vi havde alle stor fornøjelse af hans besøg om bord.
Vi fik også overdraget
en anden opgave, for den danske hærchefs kone var på besøg i Julianehåb, hvor hendes datter og grønlandske svigersøn boede, og det var vores opgave at sejle hende ind til Narsarsuaq, hvorfra hun skulle flyves til Sønderstrøm.
Aftenen før vi skulle sejle, var jeg inviteret op til middag hos familien, og generalens kone sagde flere gange: ”Lille styrmand, nu må de sejle pænt med mig”, og det lovede jeg naturligvis. Næste morgen kom hun om bord,
og Ole havde købt friske laks til vores frokost og middag. Vejret var dog lidt trist, overskyet og regn, men heldigvis vindstille. Ved frokosttid serverede Ole kogt laks, men da det dryppede ned på bordet fra ruftaget, måtte generalinden
flytte sin tallerken, men det tog hun med godt humør, hun var i det hele taget en meget elskelig dame. Da vi passerede Narssaq, havde jeg en underlig fornemmelse, som om jeg kunne lugte at en sydost var under opsejling (Fønstorm), så jeg
kaldte Narssaq radio, men de svarede ikke, så jeg besluttede at fortsætte, da der ikke var mere end godt to timeres sejlads til Narsarsuaq. Så let skulle det dog ikke gå, for da vi kun var nogle få sømil fra havnen kom
vinden eller rettere orkanen, så jeg slog ned på maskinen, og gik kun så småt op mod søerne, mens vores gæst fandt ned på min smalle køje, hvor hun klamrede sig fast. Vi var på dette tidspunkt ud for
det forlist Mærsk-skib, men det gik dog stadig småt fremad mod målet. Vindestyrken blev inde på basen målt til omkring 13. Pludselig blev det dog helt vindstille, vi åndede alle lettet op, og Ole gik ned for at lave en kande
kaffe og ostemadder, som vi nok kunne trænge til. Generalinden kom op i styrehuset, men lettelsen havde nok været for stor for Emil, som listede en ud, og den lugtede bestemt ikke godt, så dørene blev hurtigt åbnet, og frisk
luft kom ind i styrehuset, hvor vi så gik i gang med ostemadderne, og nu kunne vi også se ind til havnen, hvor en stor flok stod for at tage imod. Da lød det, som om en jetjager kom lige hen over os, og så kom orkanen tilbage med fornyet
styrke, og den blev målt til omkring 14 – 15, så det var helt vildt, vandet blev pisket op, så det var vanskeligt at se noget, men vi holdt dog kursen ind mod havnen for små omdrejninger, mens båden blev overskyllet af bølger.
Generalens kone lå igen nede på min køje og klamrede sig fast. Efter en lille time var vi dog kommet så langt frem, at der blev læ fra landet og vi kunne sejle ind i havnen, hvor vi blev modtaget af den meget bekymrede skare,
der med bange anelser havde fulgt vores færd. Generalinden kom fra borde med ordene: ”Lille styrmand, hvad var det De havde lovet?” Jeg skyndte mig at forære damen en flaske portvin som kompensation for den ikke alene hårde men
også farlige tur. Om aftenen var jeg inviteret op til middag hos stationslederen, hvor vi naturligvis fik talt om den hårde tur. Nordosten rasede stadig. Det gjorde den også den næste morgen, da jeg var inde på vejrstationen,
hvor de dog fortalte, at uvejret var på vej væk, og vinden var da også begyndt at aftage, så jeg besluttede, at vi godt kunne sejle for at komme ind til Narssaq. Det blæste stadig omkring styrke 10 da vi sejlede ud, men vi havde
vinden agterind, så det gik helt fint. Efter en ½ times sejlads var vi i nærheden af Mærskbåden og den stejle klippekyst, da der pludselig lød en knasende lyd, og motoren døde. Der blev dødstille om bord,
men faktisk i samme øjeblik døde vinden også, det blev helt vindstille, og søen lagde sig, så fjorden lå som et spejl. Først kontaktede jeg Narssaq, som straks ville sende en rejekutter ind til os, så vi
kunne blive slæbt i havn, for min maskinmand havde forgæves forsøgt at få gang i motoren, men det var altså hele gearet, der var gået, så der var intet at stille op. Tænk hvis gårsdagens tur havde varet
en time længere? Efter et par timers forløb kom imidlertid rejekutteren, hvorefter vi blev slæbte til Narssaq. Her lå vi så et par dage, til en af orlogskutterne kom og bugserede os til Grønnedal, hvor dygtige maskinfolk
fik sat et nyt gear ind, hvorefter vi atter var sejlklar.
Det var nu sidst på sommeren, vejret blev mere ustadigt, så det
var slut med de længere ture, og i stedet blev det til de kortere ture, hvor vi sejlede basserne over til Arsuk og en lille fridag, og der kom atter gang i udflugterne for basens officerer til fuglefjeld, isbræ og lakseelve. Nu kunne Ole også
genoptage sit fiskeri efter torsk, havkat og pighvar, og det var fruerne ude på halv tolv meget glade for. Ole og Emil morede sig også med at fylde jollen med ulke, som blev kaldt københavnere, det var en umådelig grim fisk, som alle
igen blev sat ud, hvorefter de igen bed på krogen. Orlogskutterne lå også i havnen, og der blev foranstaltet en inspektion af fartøjerne, så vi skippere var linet op på kajen med vore besætninger, mig med mine tre.
Da admiralen hilste på militærisk vis, tog Ole hatten af, hvilket ikke var helt efter reglerne, hvilket blev bemærket af stabschefen, men admiralen affærdige ham med ordene: Denne hilsen gør mig mere glad, end hvis Fisker havde
hilst ved at gøre honnør”. Kort tid efter blev der strøget kommando på GLM 2, hvorefter jeg gik tilbage til tjenesten på Grønlands Kommando, men det havde været en helt eventyrlig sommer med utallige store
oplevelser.
Efteråret havde også sin charme, for nu var der igen tid til de mere hjemlige sysler. Vi var alle travlt optaget
af at ordne sommerens billeder, så der blev pudset glas og lagt i rammer, hvorefter vi kunne vise lysbilleder til sammenkomster ude på halv tolv, selvfølgelig i forbindelse med hyggelige middage. Ind imellem var der stadig mange gode dage,
som vi kunne tilbringe på ture op i fjeldene, men efterhånden begyndte disse fjelde at blive drysset til med sne, og vi kunne følge, hvorledes snegrænsen krøb længere og længere ned, solen forsvandt mere og mere,
og til sidst forsvandt den også fra Congnacfjeldets top. De sidste flådebesøg blev afviklet. Thetis havde været forbi Grønnedal inden hjemturen til Holmen, og Spatzek var igen tilbage i Grønnedal, men efterhånden
var det også blevet november, og tiden nærmede sig, hvor Spatty og jeg skulle i gang med at pakke til vores hjemrejse. Ja, det var meget vemodigt. Dagen oprandt, hvor catalinaen landede på fjorden, kørte op på rampen, hvorefter
vi to kunne stige om bord, efter at have sagt farvel til alle vennerne med admiralen i spidsen samt alle fruerne. Det var ikke så morsomt, for her i Grønnedal havde vi været medlem af en stor familie, og vi havde haft en vidunderlig tid
sammen. Ude på fjorden blev der speedet op, vi for hen over vandet, og så var vi i luften, fik set det store hul ovre ved Ivigtut, og jeg kunne se ned til de mange steder, hvor vi havde sejlet i sommerens løb, havde malet tønder og
ligget til ankers for natten. Spatty og jeg sad agterude i blisteren, hvorfra vi havde frit udsyn da vi rundede Cognac’en fløj hen over Arsuk, hvorefter kursen blev sat nordpå, for vi skulle op til Søndre Strømfjord. Det blev
en flot flyvetur op langs den grønlandske vestkyst og ind gennem den lange Strømfjord, og vi landede ved den amerikanske base, hvor vi blev indkvarteret. Om aftenen var vi til stor middag i officers mess, hvor der blev serveret ”Tom Turkey”
som det sig hør og bør, for det var nemlig Thanksgiving Day, som jo er noget særligt for amerikanerne. Efter et par gode dage på basen fløj vi med SAS hjem til Kastrup.
Jeg vil betegne dette år i Grønnedal, som det bedste år i mit liv, og vil aldrig glemme
de mennesker, jeg mødte der. Her i 2013, hvor dette skrives, kan jeg godt være ked af, at jeg ikke fik opretholdt kontakten til mange af de mennesker, jeg var kommet til at holde af, men mit arbejde som styrmand førte mig langt omkring
i verden, både til Antarktis med ekspeditioner og til Nordøstgrønland som sejladsleder, og så var det den gang vanskeligere at kommunikere, alt foregik pr. snail mail, adresser var ikke sådan at finde, og tanker om Internet
var vel ikke engang tænkt. Derfor har det glædet mig meget, at jeg via mine billeder på picasaweb samt hjemmesiden og mine beretninger, er kommet i kontakt med mange, som her har fundet oplysninger om skibe og familiemedlemmer.
P.S. Ole Andersen blev senere en af de store fiskeskippere i Esbjerg, han var med til at starte forskellige former for forsøgsfiskeri, og
han var desuden medstifter af rederiet Esvagt, og gennem årene har jeg hele tiden haft kontakt til ham.
Efter et par dages ophold i København gik turen igen hjem til Esbjerg, hvor jeg genså familien, og nu var det jo december, så julen stod igen for døren. Byen lignede sig selv, og det var
hyggeligt at komme en tur ned på havnen, hvor trafikhavnen var fyldt op med skibe, og i fiskerihavnen var der fyldt op med de velkendte blåtonede nordsøkuttere, og til at passe på dem var der stadig redningsskibet F. V. Mortensen,
henne ved englandskajen lå stadig mit gamle skib Alexandra. Fra rederiet kom der besked om, at jeg skulle med polarskibet Varla Dan på årets første tur op til Vestgrønland, og det glædede jeg mig meget til, så jeg
kunne gense de kendte steder og møde alle vennerne Grønnedal og Frederikshåb.